02-06-2025

Nu skal beskyttelsesrummene ses efter

Minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen

Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, sætter nu gang i konkrete tiltag på beskyttelsesrumsområdet.

Regeringen og KL er i forbindelse med økonomiaftalen for 2026 blevet enige om i samarbejde at gennemføre et eftersyn af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum i Danmark.

Desuden lægger Torsten Schack Pedersen op til at ophæve § 5 a i den gældende bekendtgørelse om fjernelse af betondækningsgrave. Bestemmelsen giver i dag kommunerne hjemmel til i særlige tilfælde og på eget initiativ at fjerne betondækningsgrave uden, at der samtidig opføres et offentligt beskyttelsesrum som erstatning.

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab vil nu bl.a. sætte gang i følgende konkrete tiltag:

  • Eftersyn af standen af eksisterende beskyttelsesrum, herunder udarbejdelse af checkliste
  • Ophævelse af kommunernes hjemmel til på eget initiativ at kunne fjerne betondækningsgrave uden, at der opføres erstatningsrum
  • Undersøgelse af kapaciteten af sikringsrum og eventuelle øvrige undergrundsfaciliteter i statslige bygninger, der kan benyttes som supplerende beskyttelsesrum
  • Inddragelse af erfaringer fra Ukraine samt de nordiske og baltiske lande
  • Eftersyn af gældende regulering på området.

- Med igangsættelse af eftersyn af beskyttelsesrum tager vi et vigtigt skridt mod at styrke Danmarks beredskab. Kommunerne spiller i den forbindelse en central rolle, og jeg er derfor glad for, at aftalen om kommunernes økonomi for 2026 sætter fokus på beredskabsområdet. Vi vil nu gå i dialog med KL om det videre arbejde på bl.a. beskyttelsesrumsområdet. Det aktuelle trusselsbillede understreger, at der fortsat er behov for et robust og styrket beredskab i Danmark, som kan understøtte et trygt og sikkert samfund. Det gælder også på civilbeskyttelsesområdet, siger Torsten Schack Pedersen.

Initiativerne igangsættes løbende frem mod udgangen af 2025.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk