18-10-2021

Nu kan man vagt- og sikkerhedsuddanne sig på Fyn

Jesper Bo Pedersen, uddannelseschef for vagtuddannelsen på UCplus.

Fra i dag, mandag den 18. oktober, kan fynboer tage den grundlæggende vagtuddannelse uden at skulle køre den lange vej til enten Aarhus eller Ringsted, meddeler Danmarks største vagtskole, UCplus.

På grund af stor efterspørgsel på medarbejdere i vagt- og sikkerhedsbranchen på Fyn opretter vagtskolen UCplus en mobil vagtuddannelse i Odense. Forventningen er, at UCplus vil være fast til stede med vagt- og sikkerhedsuddannelser på Fyn fra oktober 2021 og hele 2022. Hidtil har der ikke været fast mulighed for at uddanne sig til vagt på Fyn.

Hvis man skal arbejde som vagt, er det et krav at man har gennemført den grundlæggende vagtuddannelse på 30 dage. Et rejsehold med erfarne og specialiserede undervisere fra UCplus har indrettet sig på C.F. Tietgens Boulevarden 27 i Odense, hvor der i første omgang udbydes et enkelt kursus med plads til 22 kommende vagter.

- Vi oplever en stor efterspørgsel på Fyn. Mange af kursisterne i vores afdeling i Aarhus kommer fra Fyn, men også Sønderjylland, fortæller Jesper Bo Pedersen, der er uddannelseschef for vagtuddannelsen på UCplus.

Jesper Bo Pedersen fortæller, at beslutningen om at udbyde en mobil vagtuddannelse på Fyn blev truffet, da flere vagtselskaber igennem længere tid har efterspurgt uddannelsesmulighederne.

- Når vi bliver kontaktet af vagtselskaber, kommuner og kursister i områder, hvor de specialiserede vagtuddannelser ikke er tilgængelige, sender vi ofte vores uddannelses-rejsehold til områderne. Derfor har UCplus nu besluttet at oprette en mobil vagtuddannelse, der kan imødekomme efterspørgslen her og nu. Formålet er at sikre gode jobmuligheder og kompetent arbejdskraft til vagtbranchen. Forventningen er samtidig, at UCplus vil være fast til stede med en vagtuddannelse på Fyn fra 2022, siger Jesper Bo Pedersen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk