08-06-2021

Nu får voldsmænd i nattelivet landsdækkende karantæne fra barer og restauranter

Hvis en dømt person har begået vold ét sted i nattelivet i én del af landet, har den dømte hverken lov til at besøge et serveringssted i samme del af landet, hvor volden fandt sted, eller i en anden del af landet i nævnte tidsrum.

Folketinget har vedtaget et lovforslag fra regeringen, som sætter hårdt mod hårdt over for dem, der skaber utryghed i nattelivet. Nu bliver det muligt at forbyde personer, der er dømt for bl.a. vold, at opholde sig i nattelivet i op til to år i hele landet.

Et flertal af Folketingets partier har vedtaget, at personer, der er dømt for visse typer af kriminalitet i nattelivet, nu kan få et generelt forbud mod at færdes og opholde sig i nattelivet i hele landet i op til to år. Det betyder, at den dømte har forbud mod at opholde sig på alle barer, restauranter mv. fra klokken 24.00-05.00, hvis der serveres alkohol på stedet. Hvis en dømt person har begået vold ét sted i nattelivet i én del af landet, har den dømte hverken lov til at besøge et serveringssted i samme del af landet, hvor volden fandt sted, eller i en anden del af landet i nævnte tidsrum.

Dertil kan politiet vælge at definere hele gader eller områder som nattelivszoner, hvor den dømte heller ikke må komme som eksempelvis Jomfru Ane Gade i Aalborg eller Kødbyen i København. Bryder den dømte forbuddet, falder der en bøde på 10.000 kroner i førstegangstilfælde. I andengangstilfælde vil straffen som udgangspunkt være fængsel i 30 dage.

Lovændringen træder i kraft den 1. juli 2021 og gør det også muligt for politiet at gribe ind, hvis politiet f.eks. sigter en person og samtidig kan se, at vedkommende er i besiddelse af værdigenstande og har gæld til det offentlige. I en sådan situation skal politiet kunne tage eksempelvis dyre jakker, ure, mobiltelefoner og andre ting af større værdi fra de pågældende med henblik på at sikre betaling af den offentlige gæld.

Initiativer i lovforslaget:

Forbud mod deltagelse i nattelivet.

Udvidet adgang til beslaglæggelse af værdigenstande.

Udvisning af kriminelle udlændinge dømt for vanvidskørsel m.v.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk