02-03-2025

Nu bruger hacktivister ransomware til at finansiere angreb

Andreas Christensen, regional director for Norden hos Trend Micro.

Hacktivisme er ikke længere kun en digital protest. En ny rapport fra cybersikkerhedsselskabet Trend Micro afslører, at hacktivistgrupper nu systematisk anvender ransomware til at finansiere deres aktiviteter. Det gør dem ifølge Trend Micro mere organiserede og farligere end nogensinde før.

Hacktivisme blev tidligere betragtet som symbolsk digital graffiti, men nu viser Trend Micros research, at hacktivisme har udviklet sig til en væsentligt mere alvorlig sikkerhedstrussel.

De moderne hacktivistgrupper minder i stigende grad om organiserede cyberkriminelle og anvender en række avancerede angrebsformer for at maksimere skaden på deres mål.

Rapportens vigtigste pointer:

- Hacktivistgrupper er gået fra at være løst sammensatte kollektiver til mindre, højt specialiserede enheder med avancerede tekniske færdigheder.

- Selvom de stadig er drevet af politiske, religiøse og nationalistiske dagsordner, spiller økonomiske motiver en stadig større rolle.

- Hacktivister bruger nu avancerede cyberangreb til at ramme regeringer, virksomheder og organisationer verden over.

Sådan angriber hacktivister:

- DDoS-angreb: Overbelaster servere og lammer hjemmesider/digitale tjenester. Hacktivister som Killnet har brugt denne metode mod banker og regeringer.

- Hack-and-leak-operationer: Hackere infiltrerer organisationer, stjæler og offentliggør fortrolige data for at skade modstanderen eller fremme en sag.

- Web-defacements: Hacktivister overtager hjemmesider og ændrer indholdet til politiske budskaber eller propaganda.

- Ransomware: Hacktivister låser data og kræver løsesum. For første gang ser vi nu, at hacktivister bruger denne metode systematisk for at finansiere nye angreb.

Ransomware som finansiering

Hacktivister har tidligere fokuseret på at lække data og forstyrre tjenester, men rapporten afslører, at ransomware nu er blevet et afgørende redskab til at generere økonomiske midler. Ved at kryptere en virksomheds eller organisations data og kræve en løsesum skaffer hacktivister sig de nødvendige ressourcer til at fortsætte deres angreb. Under krigen i Ukraine har flere grupper eksempelvis lanceret ransomwareangreb mod virksomheder, der samarbejder med modparten.

- Når hacktivister nu anvender ransomware til at finansiere deres operationer, bliver de en lige så stor trussel som traditionelle cyberkriminelle. Det understreger behovet for, at virksomheder og regeringer tager denne udvikling alvorligt, siger Andreas Christensen, regional director for Norden hos Trend Micro.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk