Ekspertpanelet skal analysere og komme med input til udvalgte emner på beredskabsområdet. Panelet skal særligt se nærmere på organiseringen af redningsberedskabet og samspillet mellem det statslige og de kommunale redningsberedskaber for at afdække og understøtte fremtidige behov i lyset af den sikkerhedspolitiske situation, klimaforandringer, grøn omstilling og civilbeskyttelse mv.
Derudover skal panelet bidrage med input til regeringens videre arbejde i forhold til visse større og mere principielle spørgsmål på beredskabsområdet. Det kunne eksempelvis være i forbindelse med en vurdering af behovet for ny lovgivning. Ekspertpanelet skal arbejde parallelt med de tværgående sårbarhedsanalyser, som ministeren for samfundssikkerhed og beredskab også har besluttet at iværksætte.
Med ekspertpanelets input til og analyse af sammenspillet mellem det statslige og de kommunale redningsberedskaber leveres der på et analyseinitiativ i Aftale om beredskabsområdet 2025-2026 vedr. samspillet mellem det statslige og kommunale redningsberedskab.
Panelet består af 8 medlemmer. Det er bredt sammensat med profiler med operativ erfaring fra redningsberedskab, politi, krisestyring, profiler med kompetencer inden for forvaltning, organisering og administration, profiler med forskningsmæssig baggrund samt en profil med kendskab til klimaforandringer og varsling af ekstreme vejrhændelser.
Ekspertpanelet afholder første kickoff møde onsdag den 25. juni. Ekspertpanelet skal komme med fælles input til det videre arbejde på udvalgte emner. Desuden kan medlemmerne konsulteres ad hoc med fokus på individuelle fagligheder.
Ekspertpanelet forventes at afrapportere inden nytår 2025.
Medlemmer af ekspertpanelet:
Jakob Vedsted Andersen, beredskabsdirektør, Hovedstadens Beredskab
Rikke Sønderriis, beredskabsdirektør, Frederiksborg Brand & Redning
Christine Engel Christensen, fg. direktør i Beredskabsstyrelsen
Henrik Skals, politiinspektør, Nordjyllands Politi
Sascha Volmer Sørensen, fhv. kommunaldirektør Gribskov Kommune
Rasmus Dahlberg, lektor, Forsvarsakademiet
Kristian Cedervall Lauta, professor og forsker i katastrofeteori og katastroferet, Københavns Universitet
Gunnar Wedell van der Leeden, afdelingschef for vejr og varsler i DMI


























