03-03-2023

Millionbøder og fængselsstraf i sag om ulovlig cigaretfabrik

Kassetter med cigaretter. Foto: Politiet.

Fire mænd er idømt mellem 3 og 6,5 års fængsel og bøder på sammenlagt 599 millioner kroner for at have været en del af et kriminelt netværk, der producerede og videresolgte millioner af kopi-cigaretter fra en ulovlig cigaretfabrik.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har ved Retten i Aarhus fået idømt fire mænd på 42, 51, 55 og 57 år fængselsdomme på henholdsvis 3 år, 6,5 år, 5,5 år og 6 år for unddragelse af tobaksafgifter af særlig grov karakter.

De fire mænd er dømt for i forskellig grad at have deltaget i produktion og videresalg af sammenlagt ca. 92 millioner kopi-cigaretter, der blev fremstillet på en uautoriseret fabrik, som befandt sig på en landejendom ved Aulum, mellem Herning og Holstebro. Cigaretterne blev solgt flere steder i landet, herunder i Aarhus-området.

Retten har ud over fængselsstraf idømt de fire mænd bøder på henholdsvis:

• 44 millioner kroner

• 185 millioner kroner

• 185 millioner kroner

• 185 millioner kroner

Retten har frikendt en femte person, der var tiltalt i sagen for at have stillet en container til rådighed til opbevaring af kopi-cigaretter.

Efter længere tids efterforskning, der blandt andet omfattede krypteret telekommunikation, ransagede NSK landejendommen ved Aulum og en række adresser med tilknytning til de nu dømte i februar 2022. Ransagningerne skete i samarbejde med Midt– og Vestjyllands Politi, Østjyllands Politi, Skattestyrelsen og Toldstyrelsen.

Ved ransagningen af landejendommen beslaglagde myndighederne professionelt produktionsudstyr, mindst 26 millioner cigaretter og ti tons tobak, der ikke var betalt afgift af.

I forbindelse med aktionen blev der samtidig fundet en pengetællemaskine og flere elektroniske apparater til at forstyrre lyd- og teleforbindelser. På en adresse med tilknytning til en af de dømte, fandt politiet desuden knap 2 millioner kroner i kontanter, der var gravet ned i et grønt område.

NSK’s sporingsgruppe har bistået med at udfinde værdigenstande og lignende hos de dømte. I forbindelse med dommen har anklagemyndigheden anmodet retten om at træffe afgørelse om, at en lang række beslaglagte effekter med større værdi kan anvendes til at dække bødekrav og sagsomkostninger. Det drejer sig blandt andet om en række større kontantbeløb, ure til flere millioner kroner, flere ejendomme i Danmark og udlandet, kapitalandele i selskaber, diverse indbo og adskillige luksusvarer.

Specialanklager ved NSK, Jacob Gents, siger:

- Dommen understreger politiets og myndighedernes evne til at optrævle organiserede kriminelle netværk, til trods for at de gør sig særdeles ihærdige forsøg på at sløre, hvad de foretager sig. Straffene afspejler, at afgiftssvindel i den her størrelsesorden er en alvorlig forbrydelse.

I en lignende sag blev 12 mænd i oktober 2022 idømt sammenlagt 59 års fængsel også for at drive en ulovlig cigaretfabrik i Vamdrup ved Kolding.

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.000 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.

NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.

NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.

De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk