12-02-2021

Lægevagten skal huske at slette optagede samtaler

Datatilsynet har udtalt alvorlig kritik af, at lægevagten opbevarede optagelser af telefonsamtaler, som var mere end fem år gamle.

En borger klagede over, at hendes telefonsamtaler med lægevagten var blevet optaget, og at lægevagten efterfølgende afviste at slette optagelserne. Datatilsynet fandt, at det var i orden, at lægevagten optog telefonsamtalerne, men at lægevagten generelt gemte optagelserne for længe.

Datatilsynet har på den baggrund udtalt alvorlig kritik af, at lægevagten opbevarede optagelser af telefonsamtaler, som var mere end fem år gamle og har samtidig meddelt lægevagten påbud om at slette alle optagelser, som er mere end fem år gamle.

Under sagen kom det frem, at den pågældende lægevagt havde optaget og gemt ca. 7,5 millioner samtaler siden januar 2013.

Lægevagten var af den opfattelse, at optagelse af telefonsamtaler med borgere var materiale, som skulle anses for at udgøre en del af en patientjournal og derfor skulle opbevares i overensstemmelse med de regler, der gælder for opbevaring af oplysninger indeholdt i patientjournaler (som udgangspunkt 10 år efter sidste patientkontakt).

Datatilsynet fandt – bl.a. efter at have forelagt spørgsmålet for Sundheds- og Ældreministeriet – at optagelse af telefonsamtaler med lægevagten ikke kan anses for at være en del af en patientjournal. Spørgsmålet om, hvor længe lægevagten kunne opbevare optagelserne skulle derfor i stedet afgøres efter de almindelige databeskyttelsesretlige regler.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk