26-04-2022

Kriminalforsorgen fordobler sine uddannelsesmuligheder

Kriminalforsorgen har i forvejen to uddannelsescentre – et i Møgelkær ved Horsens (billedet) og et i Birkerød. Foto: Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen åbner to nye uddannelsescentre, så der kan uddannes fængselsbetjente og værkmestre fire steder i landet samt transportbetjente to steder i landet. Merituddannelsen fra transportbetjent til fængselsbetjent udbydes fortsat alene i Birkerød.

Når sommeren er slut, og landets studerende står klar til at starte på deres nye uddannelser, vil der være to nye uddannelsessteder at vælge imellem.

Kriminalforsorgen åbner nemlig den 1. august 2022 to nye uddannelsescentre i hhv. Nykøbing Falster og Odense. I Odense som en såkaldt ”pop-up-skole”. Begge skoler er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen, der blev indgået i december 2021. Flerårsaftalen fastlægger de økonomiske rammer og overordnede mål for kriminalforsorgens fremtidige opgaveløsning i perioden 2022-25.

Uddannelsescenteret i Nykøbing Falster er permanent og vil udbyde uddannelsen til fængselsbetjent, værkmester og transportbetjent, mens skolen i Odense er en såkaldt ”pop-up-skole”, der vil optage ét hold fængselsbetjentelever, hvorefter den rykker videre til et nyt sted i Danmark. Begge uddannelsescentre etableres for at bidrage til rekrutteringen for at bedre kriminalforsorgens personalesituation.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

- Vores fængselsbetjente og transportbetjente leverer hver dag et uundværligt arbejde for et trygt og sikkert Danmark. Desværre er der lige nu stor mangel på fængsels- og transportbetjente, og det er vigtigt, at vi tager alle værktøjer i brug. Med flerårsaftalen har vi allerede fået indført, at elever på fængsels- og transportbetjentuddannelsen modtager fuld basisløn under hele uddannelsen. Nu tager vi næste skridt for at styrke rekrutteringen til det vigtige arbejde, og jeg er derfor glad for, at der til sommer åbner en helt ny afdeling af skolen for fængsels- og transportbetjente i Nykøbing Falster og en ny pop-up skole i Odense. Nærhed betyder noget, og derfor gør vi uddannelserne mere tilgængelige for flere ved at rykke dem tættere på.

Direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen, er enig:

- Kriminalforsorgen har et enormt behov for flere betjente. Nu fordobler vi antallet af uddannelsescentre, så mulighederne for at uddanne sig til fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester forbedres. Med de nye placeringer kommer vores uddannelsestilbud tættere på nye, potentielle fængselsbetjentelever. Og med ”pop-up-skolerne” tager vi et helt nyt værktøj i brug, hvor vi kan rykke uddannelserne derhen, hvor der er størst rekrutteringsbehov og -potentiale. Jeg glæder mig meget til at byde de nye elever velkommen, siger Ina Eliasen.

Kriminalforsorgen har i forvejen en skole i Birkerød og i Møgelkær ved Horsens. Ligesom med afskaffelsen af SU under kriminalforsorgens uddannelser og indførelse af fuld basisløn, er åbningen af de nye skoler et led i at gøre uddannelserne mere attraktive for flere potentielle kandidater.

Storstrøm Fængsel har i en periode lånt personale fra andre institutioner i Østdanmark. Med åbningen af uddannelsescenteret i Nykøbing Falster er det håbet, at der ved udgangen af 2023 er rekrutteret så mange fængselsbetjentelever til Storstrøm Fængsel, at det ikke længere er nødvendigt, hvilket vil give luft i vagtplanerne for størstedelen af kriminalforsorgens institutioner i Østdanmark.

Uddannelsescenteret i Nykøbing Falster vil modtage fængsels- og værkmesterelever hvert år i januar, april, august og oktober samt transportbetjente i marts, september og december, mens der alene oprettes ét hold i Odense med studiestart i august 2022, hvorefter uddannelsescenteret rykker til en ny lokation. Kriminalforsorgen forventer en meransøgning på 50 procent sammenlignet med før uddannelsesåbningerne – blandt andet på grund af løn og kortere afstand til de eksisterende skoler. Det vil forventet medføre 15-20 elever pr. hold i både Nykøbing Falster og Odense.

De præcise lokationer for de to uddannelsescentre er endnu ikke endeligt afklaret, men forventes offentliggjort inden for den nærmeste fremtid.

Ansøgningsfristerne til optag på fængselsbetjent- og værkmesteruddannelserne i henholdsvis Nykøbing Falster og Odense er den 16. maj 2022. Ansøgningsfrist til transportbetjentuddannelsen er den 13. juni 2022 med studiestart til september.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk