08-03-2023

Kriminalforsorgen får 200 millioner

Et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti er blevet enige om en fornyet aftale om kriminalforsorgens økonomi.

Aftalen indebærer, at kriminalforsorgen sikres næsten 200 millioner kroner, så man kan fortsætte det vigtige arbejde med at genoprette det danske fængselsvæsen i de kommende år og sætte gang i en række initiativer, som har været sat på pause på grund af manglende finansiering. Blandt andet to nye udslusningsfængsler, flere skærpede sikkerhedspladser og ansættelse af medarbejdere, som skal aflaste fængselsbetjentene, oplyser Justitsministeriet.

Kriminalforsorgen er udfordret af mangel på både fængselspladser og fængselsbetjente. Derfor indgik den tidligere regering sammen med Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i december 2021 en flerårsaftale for kriminalforsorgens økonomi. Med aftalen blev der afsat i alt cirka 4 milliarder kroner – et historisk stort løft – til en nødvendig genopretning af kriminalforsorgen. Det var i aftalen forudsat, at partierne bag aftalen ville stemme for et lovforslag om moms på tv-abonnementer mv., som skulle være med til at finansiere aftalen. Der var imidlertid ikke flertal for lovforslaget, da det blev behandlet i Folketinget før sommerferien. Derfor var det nødvendigt at sætte udvalgte initiativer fra aftalen i bero.

Nu er et bredt politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti blevet enige om at videreføre alle aftalens initiativer.

Det har været en hovedprioritet for partierne bag aftalen at sikre, at kriminalforsorgen kan få arbejdsro til at føre de mange gode initiativer ud i livet. Det gælder blandt andet initiativet om leje af 300 fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte udlændinge og en udvidelse af kriminalforsorgens kapacitet i Danmark med 326 pladser frem mod 2025. Derudover indeholder aftalen en række initiativer, som skal forbedre fængselsbetjentenes arbejdsforhold, øge sikkerheden i fængslerne og styrke det kriminalitetsforbyggende arbejde. Kriminalforsorgen er allerede i fuld gang med at gennemføre mange af aftalens initiativer, men med det fornyede forlig kan kriminalforsorgen fortsætte arbejdet – og samtidig sætte gang i en række initiativer, som har været sat midlertidigt på pause på grund af manglende finansiering. Blandt andet etablering af to nye udslusningsfængsler og flere skærpede sikkerhedspladser. Det skal være med til at aflaste det hårdt pressede danske fængselsvæsen, oplyser Justitsministeriet.




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk