Det er første gang, at Danmark har en person med titlen governor, og til at stå i spidsen for fængslet i Kosovo har kriminalforsorgen ansat Mads Beyer, der - som governor - bliver den øverst ansvarlige for driften af fængslet, hvor Danmark lejer 300 fængselspladser til udvisningsdømte, kriminelle udlændinge fra tredjelande, dvs. lande uden for EU og EØS.
Mads Beyer kommer med erfaring fra Udenrigsministeriet og Forsvaret. Her har han blandt andet opbygget et stort kendskab til Balkan, inklusive Kosovo, i rollen som teamleader for EU’s udvidelse og som stabsofficer i Kosovo.
Fængslet i Kosovo skal drives efter danske standarder, selvom det ligger uden for landets grænser. Det betyder blandt andet, at sikkerheden, vilkårene for det danske personale i fængslet, og afsoningen skal ske efter danske straffuldbyrdelsesregler og standarder, og at Danmarks internationale forpligtelser overholdes.
Fængslet i Kosovo forventes at kunne tages i brug i april 2027. Der er tale om en betydelig implementeringsopgave, som fortsat pågår..
Folketingets Ombudsmand, relevante tilsynsmyndigheder og internationale organisationer får adgang til at føre tilsyn og/eller inspicere fængslet. Kriminalforsorgen forventer, at leje af fængselspladser i Kosovo vil bidrage til at lette presset på fængselspladserne i Danmark. Pladserne forventes også at aflaste den pressede bemandingssituation, da det er kosovariske fængselsbetjente, der vil have deres daglige gang i fængslet.