24-09-2025

Kommuner styrker beredskabet: Digitale overgreb mod børn sidestilles med fysiske

Mens det for få år siden kun var hver fjerde danske kommune, som tog højde for digitale overgreb mod børn og unge i deres beredskabsplaner, er billedet i dag vendt helt på hovedet. Det viser en ny kortlægning foretaget af Red Barnet og TrygFonden.

Grooming. Afpresning. Deling af intime billeder uden samtykke.

Overgreb som disse rammer alt for ofte børn og unge i Danmark, når de færdes online, og derfor skal kommunale fagpersoner som lærere og pædagoger ikke alene være klædt på til at håndtere fysiske overgreb, men også de digitale overgreb, som i stigende grad rammer børn online.

Det må aldrig være postnummeret, der afgør, om et barn får hjælp

Pernille Spitz, psykolog og chef for Red Barnets arbejde med beskyttelse mod overgreb

Heldigvis er opmærksomheden på digitale overgreb over de seneste tre år blevet styrket i mange kommuners beredskaber, viser en ny national kortlægning foretaget i regi af Digital Førstehjælp, som er et partnerskab mellem Red Barnet og TrygFonden.

I 2022 forholdt blot 24 kommuner sig således til digitale overgreb i deres beredskabsplaner, mens det i 2024 var tilfældet i 38 kommuner. I dag viser den nye kortlægning, at 66 kommuner aktuelt forholder sig til digitale overgreb i deres beredskabsplaner, og den udvikling vækker glæde hos Red Barnet.

- I Red Barnet ser vi hver dag bagsiden af børn og unges onlineliv. Vi bliver kontaktet af børn og unge, der bliver truet med at få delt intime billeder mod deres vilje, og vi hjælper i sager, hvor børn udsættes for grooming af ældre voksne, som har opsøgt dem på sociale medier. Håndteringen af denne type digitale overgreb kræver den rette viden, og derfor er det meget positivt, at mange kommuner over de seneste år har styrket opmærksomheden på digitale overgreb og derigennem løftet børnebeskyttelsen, siger Pernille Spitz, psykolog og chef for Red Barnets arbejde med beskyttelse mod overgreb.

Den nye kortlægning viser dog samtidig, at digitale overgreb fortsat er fraværende i 32 danske kommuners beredskabsplan. Det betyder, at mange børn og unge stadig risikerer ikke at få den rette hjælp.

- Vi er ikke i mål, før samtlige danske kommuner tager højde for digitale overgreb i deres beredskaber. Det må aldrig være postnummeret, der afgør, om et barn får den rette hjælp og støtte i sager med overgreb, som i dag desværre ofte sker online, siger Pernille Spitz.

Digitale overgreb i vækst

En undersøgelse udført i 2024 viste at:

  • 69 procent af alle børn og unge i alderen 9-17 år havde haft én eller flere ubehagelige oplevelser online indenfor det seneste år.
  • 10 procent havde oplevet at blive truet eller afpresset online, hvilket næsten var en fordobling siden 2021.
  • 9 procent havde oplevet at få delt private eller intime billeder mod deres vilje, hvilket var en tredobling siden 2021.

Kilde: Børn og unges erfaringer med digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser online



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk