28-03-2023

Københavns Politi vil have flere hestekræfter

Politiet er at finde til hest, men den firbenede stab er ikke helt fuldtallig. Københavns Politi søger derfor nye beboere til sine stalde.

Der er ledig i plads i staldene på Amager, hvor Københavns Politis Rytterisektion til dagligt holder til, og derfor rækker politiet nu ud til hesteejere i hele landet, for politiet er på udkig efter nye firbenede kolleger.

- Vores heste indgår til dagligt i mange typer af opgaver, og vi er ofte med til arrangementer i hele landet. Hestene er også med på daglige patruljer, og når vi er til stede i det københavnske natteliv for at skabe tryghed. Så helt enkelt kunne vi godt bruge nogle flere hestekræfter, siger politikommissær Jesper Eriksen, der er leder af Rytterisektionen ved Københavns Politi.

Faciliteterne er nyopførte og indrettet til hestenes hverdag. Der er ridehal og faciliteter til pleje og træning. Derudover har hestene deres egen boks med adgang til en indhegnet terrasse, hvor de kan nyde vejret og den friske luft, når de har tjenestefri.

- Hestene har en dagligdag med både fysiske og intellektuelle udfordringer. Det at være politihest kræver en del, derfor træner vi vores heste meget, men vi sørger også for, at de har det godt, tilføjer Jesper Eriksen.

Københavns Politi søger heste, som er:

  • Vallak
  • 5-12 år
  • 167-180 cm i stangmål
  • Roligt, stabilt og modigt temperament
  • Kan bestå et helbredstjek med gennemsyn af sygdomshistorik samt bestå miljøtest udført af Københavns Politis Rytterisektion


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk