14-11-2021

Kærlighedssvindel stiger – 9 mio. kroner stjålet på et halvt år

Vi skal have øget den kritiske sans, hvis de kriminelle skal stoppes, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Nye tal fra Finans Danmark viser, at 9,39 mio. kroner blev lokket ud af danskeres bankkonti i første halvår af 2021 som led i kærlighedssvindel.

De drømmer om at finde kærligheden men ender med at blive franarret penge. Det er hvert år historien for en række danskere. Og i første halvdel af 2021 kostede det dem 9,39 mio. kroner.

Kærlighedssvindlerne finder ofte deres ofre på datingsider, sociale medier eller via e-mail. Og når kontakten er skabt og tilliden er til stede, bliver ofret opfordret til at overføre penge til den kriminelle. Offeret kan også opleve at blive afpresset af den kriminelle.

Bankerne får stoppet mange forsøg på kærlighedssvindel. I første halvår 2021 forsøgte svindlerne at slippe afsted med over 29 mio. kroner på denne måde. Men de 20 mio. kroner blev altså stoppet.

Paraderne skal op
- Bankerne har stort fokus på at stoppe svindel. Det kan man tydeligt se af tallene. Men de kan ikke stoppe det alene. Vi skal have øget den kritiske sans, hvis de kriminelle skal stoppes,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

I 2020 blev der svindlet for 6,6 mio. kroner via kærlighedssvindel. Tilbage i 2019 slap kærlighedssvindlerne af sted med 17 mio. kroner. Tallet for 2021 tyder altså på, at denne type kriminalitet er stigende igen.

- Derfor er der god grund til at være opmærksomme på, at det desværre ikke er alle, der vil en det godt. Man skal have paraderne oppe, når man finder relationer på internettet. For selvom man selv har gode intentioner, så skal man vide, at det har andre ikke nødvendigvis, siger Michael Busk-Jepsen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk