PET og FE har sammen med en række andre myndigheder i regi af den tværministerielle task force til imødegåelse af påvirkningsoperationer holdt øje med, om fremmede stater forsøgte at påvirke den danske del af valgkampen i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet, men der er ikke afdækket koordineret og systematisk fremmed statslig påvirkningsvirksomhed i forbindelse med valget, der blev afholdt 9. juni.
Dermed er den valgkamp, der netop er overstået, forløbet i tråd med tidligere valg i Danmark, hvor PET og andre myndigheder hidtil ikke har afdækket koordineret og systematisk påvirkningsvirksomhed fra fremmede stater som eksempelvis Rusland.
Påvirkningskampagner udnytter som regel eksisterende skillelinjer i befolkningen, som giver mulighed for at skabe konflikt og polarisering. Det kan foregå ved at sprede fordrejet information eller desinformation. I forsøget på at manipulere den offentlige meningsdannelse i udlandet gør eksempelvis Rusland brug af en række forskellige påvirkningskanaler og metoder. Det sker således både via platforme på internettet og gennem påvirkningsaktører, der skaber personlige netværk i udlandet.
- Vi ser løbende russiske forsøg på påvirkning af den danske befolkning, men i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet har vi ikke set det, vi betegner som systematisk og koordineret påvirkning. Det betyder, at vi ikke har set fremmede efterretningstjenester udføre større påvirkningskampagner eller deciderede påvirkningsoperationer for eksempelvis at forsøge at skabe splittelse hos danskerne og danske politikere i forbindelse med dette valg, siger Anders Henriksen, der chef for kontraspionage i PET.
- Selvom vi ikke har set konkrete eksempler på systematisk og koordineret påvirkning i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet, er der ingen tvivl om, at Rusland løbende arbejder på at påvirke både befolkning og politikere i hele Europa. Det er således også vores vurdering, at Rusland har rettet deres operationer mod andre og større lande i forbindelse med det netop afholdte valg, siger Anja Dalgaard-Nielsen, chef for efterretning i FE.
En enkelt hjemmeside under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, valg.im.dk, var kortvarigt utilgængelig på valgdagen som følge af et overbelastningsangreb. Angrebet havde dog ingen betydning for valgafviklingen. Det er FE’s vurdering, at pro-russiske cyberaktivister stod bag angrebet og at dette ikke kan betegnes som en systematisk og koordineret påvirkning af valget.