02-09-2021

Genåbning: Forebyg vold i nattelivet

I anledning af at nattelivet i går åbnede igen, opfordrer Det Kriminalpræventive Råds formand Erik Christensen til, at man i højere grad forebygger vold i nattelivet.

I går genåbnde diskoteker og natklubber efter corona-nedlukningerne. Under nedlukningen og perioder med indskrænket åbningstid, har der været markant mindre vold. Derfor bør der sættes ind for at holde niveauet nede fremover. Det mener formand for Det Kriminalpræventive Råd Erik Christensen.

- Da nattelivet lukkede ved midnatstid under corona, faldt volden markant. Men vi kan naturligvis ikke fortsætte med midnatslukning, for langt de fleste opfører sig ordentligt og er glade for et levende natteliv. Vi kan dog sætte ind på andre måder for at forebygge volden bedre, siger Erik Christensen.

Det Kriminalpræventive Råd har inviteret sine medlemsorganisationer til at komme med bud på, hvordan samfundet kan reducere vold i nattelivet. På den baggrund peger Rådet på fire veje til at reducere volden.

  • DKR anbefaler, at der indgås lokale partnerskaber mellem udskænkningssteder, politiet og detailhandlen med fokus på at øge sikkerheden i nattelivet og reducere forekomsten af vold
  • DKR anbefaler forsøg med etablering af festivallignende miljøer, hvor udskænkningen kan samles i en festzone indenfor et indhegnet område med adgangskontrol, god mulighed for regulering og tilsyn samt tilbud om aktiviteter uden alkohol (fx musik, mad og underholdning)
  • DKR bakker op om Sundhedsstyrelsen, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskolers fælles appel til ungdomsuddannelserne om at bidrage til at skabe en alkoholkultur blandt unge, hvor alkohol ikke er omdrejningspunktet ved sociale arrangementer som fester, introuger, studieture og fredagscafeer
  • DKR anbefaler en begrænsning af detailhandlens alkoholsalg i nattelivet og stop for alkoholsalg til unge under 18 år. Det kan evt. ske som forsøgsordninger, der evalueres.

Derudover opfordrer rådet til, at man lokalt kigger på mængden af bevillinger, hvis vold i nattelivet er et stort eller voksende problem.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk