23-08-2022

Fighter Wing Skrydstrup tæt på international certificering

For at kunne samarbejde med internationale samarbejdspartnere og leverandører har Flyvevåbnet i de seneste år arbejdet hårdt for at leve op til nyt regelsæt. En milepæl i den proces blev fejret forleden dag,  da Fighter Wing som de første opnåede certificering, meddeler Forsvarskommandoen.

DKMAR (Danish Military Airworthiness Requirements), som det nye regelsæt hedder, dækker i sin enkelthed over, at Flyverkommandoen og Flyvevåbnets wings skal leve op til specifikke krav og standarder, der beskriver, hvordan drift og vedligeholdelse af flyene skal styres, hvordan organisationen skal se ud, og hvordan personel skal være uddannet. Standarden er udarbejdet af FMI (Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse), men læner sig op ad EMAR, der er den europæiske miltære standard.

- Med certificeringen af Fighter Wing markeres en væsentlig milepæl i Flyvevåbnets transition til en ny international standard for måden, hvorpå vi vedligeholder vores fly og gennemfører kvalitetssikring”, siger generalmajor Jan Dam, der er chef for Flyverkommandoen.

En stor del af personalet i Skrydstrup er blevet kompetenceafklaret, så de enkelte medarbejdere nu er godkendt til at varetage den rolle, de besidder. Derudover har man i Skrydstrup skrevet såkaldte expositions, som er redegørelser for, at flyvestationen lever op til luftdygtighedsstandarden i DKMAR147- og 145.

I første omgang er det certificeringer for henholdsvis værkstedsorganisation (DKMAR145) og teknisk træning (DKMAR147) der er blevet opnået. Den sidste certificering, som Fighter Wing, i fællesskab med Flyverkommandoen, mangler, er styring af luftdygtighed (DKMARM) som forventes at komme på plads inden året er omme. Der er altså endnu mere fejring i vente.

- Indførelsen af DKMAR betyder, at vi nu kan dokumentere vores luftdygtighed ikke kun overfor os selv, men også overfor militære- og civile samarbejdspartnere. Gennem en standardiseret dokumentation kan vi bedre sikre, at alt det vi tidligere har haft egen dokumentation på, nu rent faktisk også lever op til internationale standarder, siger Jan Dam.

Fighter Wing i Skrydstrup er den første af Flyvevåbnets Wings, der lever op standarden. De resterende skal individuelt igennem samme proces.

Øget mulighed for internationalt samarbejde

I fremtiden kan certificeringen både få positiv betydning for Fighter Wing i Skrydstrup og Forsvaret generelt. Fighter Wing kommer til at arbejde mere styret af processer og får derfor nemmere ved at arbejde sammen med og sammenligne sig med internationale samarbejdspartnere – i og med at man får internationalt sammenlignelige processer og procedurer.

Det samme er potentielt gældende for Flyvevåbnet og Forsvaret generelt. Den nye certificering kan gøre det nemmere at samarbejde på tværs af nationer og dele tjenesteydelser – ikke blot med militære samarbejdspartnere, men også civile leverandører. Det skyldes, at den civile branche arbejder efter de samme standarder bare i en civil variation. Det er altså et nyt fælles sprog og forståelse.

Det er Forsvarets luftdygtighedsmyndighed, TAA under FMI, der står for certificeringen. Det er også dem, der udgiver bestemmelserne for, hvordan Forsvaret skal implementere og efterleve den nye standard.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk