22-07-2022

Fem procent af bemandingen forsvundet på et år

Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen.

Antallet af fængselsbetjente er faldet med over 100 personer siden januar 2021. Det oplyser Fængselsforbundet.

Et skridt frem og to tilbage. Sådan kan man beskrive bemandingsudviklingen i Kriminalforsorgen gennem mange år, skriver nyhedsmediet Fængselsfunktionæren.

Det positive er, at der bliver ansat nye kollegaer. Det negative er, at der er flere, som stopper.

Også de seneste år er tallene gået nedad: I januar 2021 var der 2.022 fængselsbetjente. I marts 2022 var der kun 1.911. Der er altså over 100 betjente færre. Det svarer til 5 procent.

- Vi skal ti år bagud for at finde et år, hvor der var en nettotilgang af fængselsbetjente. Til 2012. Her var der 2.650 betjente. Siden er det gået nedad, siger Fænhselsforbundets formand Bo Yde Sørensen.

Med den nye flerårsaftale i efteråret blev den alvorlige situation italesat. Politikerne besluttede derfor at ansætte minimum 300 flere fængselsbetjente netto. Det vil sige et plus på 75 årligt frem til 2026.

Det fremgår af aftalen: ”At det er en forudsætning for udvidelse af Kriminalforsorgens kapacitet, at der ansættes et betydeligt antal fængselsbetjente i de kommende år.”

Men foreløbig går det altså den forkerte vej.

- Vi har ganske simpelt brug for, at bemandingen – efter ti års tilbagegang – begynder at stige igen, siger Bo Yde Sørensen




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk