20-01-2022

Får fortrinsret til 4G mobilnetværk

Foto: Pixabay

Fem danske mobilselskaber har etableret en frivillig brancheaftale, der sikrer danske beredskabsaktører prioriteret adgang til 4G mobilnetværk i tilfælde af større ulykker eller katastrofer, hvor nettet kan blive overbelastet. Det oplyser CFCS.

De danske mobilselskaber Hi3G, Nuuday, TDC NET, Telia og Telenor har etableret en frivillig brancheaftale, der sikrer danske beredskabsaktører fortrinsret til deres 4G mobilnetværk i forbindelse med overbelastningssituationer.

Under ekstraordinære forhold som større ulykker eller katastrofer i samfundet kan der opstå situationer, hvor mange mennesker forsøger at foretage opkald i mobilnettet samtidig og inden for et geografisk afgrænset område. Det kan føre til en overbelastning af nettet og gøre det svært at komme igennem med opkald.

I de situationer kan kommunikation via mobiltelefoner være afgørende for eksempelvis Politiet eller Brandvæsenet for at redde menneskeliv eller begrænse tabet af samfundsværdier. Her kan tidsfaktoren være af meget stor betydning, og mobiltelefonen er derfor et vigtigt arbejdsredskab for mange af samfundets beredskabsaktører.

Derfor har mobilselskaberne i samarbejde med Center for Cybersikkerhed (CFCS) forhandlet en ny frivillig brancheaftale på plads. Aftalen betyder, at beredskabsaktører, både offentlige og private, kan købe et tillægsabonnement (beredskabsprioritet) hos de mobilselskaber, der er med i brancheaftalen. Formålet med beredskabsprioritet er at sikre, at beredskabsaktører har fortrinsret til opkald i 4G mobilnettet, når mobilnettet er overbelastet.

Den nye aftale erstatter en tidligere aftale, der oprindeligt blev etableret i 2010, hvor prioritering foregik i 2G/3G netværkene, som er under udfasning i Danmark.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk