24-03-2021

Falske Covid-19-testresultater og vaccinecertifikater til salg på det mørke internet

Udover muligheden for falske certifikater, er det, som Check Point tidligere har afsløret, også muligt at bestille en vaccine på det mørke internet.

De cyberkriminelle er nu, udover vacciner, også begyndt at sælge falske Ccvid-19-testresultater og -vaccinationsbeviser på det mørke internet. Det viser en ny undersøgelse fra Check Point Software Technologies. Men man skal være yderst varsom med at benytte sig af de cyberkriminelles covid-19-services, for det kan både være ulovligt, og de kriminelle kan nemt udnytte ens  personlige informationer.

Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, har opdaget, at cyberkriminelle i høj grad tilbyder falske covid-19 testresultater og -vaccinationscertifikater på det mørke internet, der også er kendt som dark web. Hermed kan personer, der har købt et falsk certifikat, påstå, at de enten er testet negativ eller er blevet vaccineret mod COVID-19.

Udover muligheden for falske certifikater, er det, som Check Point tidligere har afsløret, også muligt at bestille en vaccine på det mørke internet. Det er i dag både muligt at købe vacciner fra bl.a. AstraZeneca, Johnson & Johnson og den russiske Sputnik V-vaccine. Priserne på vaccinerne er steget, så de billigste nu koster 500 dollars per dosis, og antallet af annoncer fra de cyberkriminelle er ligeledes steget med 300 pct. over de seneste tre måneder. Det er dog værd at bemærke, at der ikke er nogen garanti for, at man modtager et legitimt produkt, hvis man overhovedet modtager noget.

- I takt med at samfundet åbner mere op, vil der i nogle tilfælde være krav om enten et bevis på, at man er vaccineret eller kan fremvise et negativt covid-19-testresultat. Det udnytter de cyberkriminelle ved at forsøge at tjene penge på de folk, der har brug for sådan en dokumentation. Men udover, at man aldrig kan være sikker på at modtage det, man betaler for, når man handler med cyberkriminelle, så er det også dokumentfalsk, hvilket er ulovligt, udtaler Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point. Han fortsætter:

- Desuden ved vi, at de cyberkriminelle er mest interesseret i at få fat i personlige informationer, som de kan udnytte til at tjene flere penge. Disse får de cyberkriminelle adgang til, når brugerne bestiller et falsk certifikat. Derfor opfordrer vi på det kraftigste, at man ikke benytter sig af falske certifikater, da det både er ulovligt, men især fordi man frivilligt giver sine personlige informationer til cyberkriminelle.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk