18-01-2021

Er din familiebil en ta’selv-bil?

Husk altid at tage tændingsnøglen med dig og at låse bilen - også selvom du blot er væk et øjeblik, opfordrer politiet. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket mange indbrud i biler i Esbjerg Komune. Og politiet opfordrer borgerne til at sikre deres køretøjer bedst muligt mod de ubudne gæster.

Sidste år modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 252 anmeldelser om indbrud i biler i Esbjerg Kommune, hvoraf halvdelen blev begået i årets sidste tre måneder.

Målt i forhold til gennemsnitstallet for de tre foregående år 2017-19 er der tale om en stigning på 92 procent. Og udviklingen får politiet til at opfordre bilisterne til at sikre deres køretøjer bedst muligt mod de ubudne gæster.

- Lige nu har vi et stort fokus på hændelserne rent efterforskningsmæssigt, men det kan ikke stå alene. Vi har brug for borgernes hjælp, så vi ikke giver tyvene gode arbejdsbetingelser, fordi de kan spotte, at der ligger værdier i køretøjerne, eller at man glemmer at låse, fordi man måske blot er væk fra bilen et kort øjeblik, pointerer vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed.

Husk at anmelde indbruddet – også selvom bilen ikke var låst

I tilgift opfordrer vicepolitiinspektøren bilisterne til, at de anmelder indbrud i deres køretøj, også selvom der måske ikke blev stjålet noget.

- Det er nok meget menneskeligt at tænke, at jeg slap med skrækken, hvis man har glemt at rulle et vindue op, og den ubudne gæst ikke fik noget med sig. Men også i disse sager vil vi meget gerne modtage anmeldelser, så vi har et præcist billede af omfanget, og hvor indbruddene bliver begået, påpeger Chr. Østergård.

Sådan forebygger du indbrud i din bil

•Husk altid tændingsnøglen – også selvom du blot forlader bilen et kort øjeblik.

•Lås alle døre og rul vinduerne op. Husk også soltag og trækruder.

•Tøm bilen for værdier.

•Åbn handskerummet, så det er tydeligt at se udefra, at der ikke er noget at komme efter.

•Har du et bagagerum, hvor man ikke kan se ind udefra, så brug det - og ikke kabinen - til opbevaring. Kan man kigge ind, så fjern bagagerumsdækket, så det er tydeligt at se udefra, at der ikke er noget at komme efter.

•Parker gerne et sted med masser af trafik, lys og eventuelt videoovervågning.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk