27-03-2023

DK ind i Det Europæiske Forsvarsagentur efter folketingsafgørelse

Med bred opbakning fra Folketinget er regeringens beslutningsforslag om Danmarks deltagelse i Det Europæiske Forsvarsagentur og Det Permanente Strukturerede Samarbejde blevet vedtaget.

Et bredt flertal af Folketingets partier har stemt for regeringens beslutningsforslag om Danmarks deltagelse i Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) og Det Permanente Strukturerede Samarbejde (PESCO).

Forsvarsministeren har på baggrund heraf i dag formelt underrettet Forsvarsagenturet og de øvrige medlemsstater om det danske ønske om at deltage i Forsvarsagenturet med øjeblikkelig virkning.

- Europa skal tage større ansvar for egen sikkerhed og Danmark skal fuldt med i samarbejdet. Det er vi nu et skridt nærmere ved vores indtræden i Det Europæiske Forsvarsagentur i dag. Forsvarsagenturet spiller en særlig rolle i forhold til at understøtte medlemsstaternes samarbejde og vi ser frem til at bidrage hertil, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

- Vi bygger et stærkere, mere modstandsdygtigt europæisk forsvar. Danmarks medlemskab af Det Europæiske Forsvarsagentur er endnu et skridt på vejen mod et tættere forsvarssamarbejde. I juni sidste år sendte det danske folk et stærkt signal om deres engagement i europæisk sikkerhed og forsvar. Fordelene ved denne beslutning er klare. Som chef for agenturet byder jeg Danmark hjerteligt velkommen til EDA, især i en tid, hvor EU åbner nye veje for forsvarssamarbejde med fælles indkøb af ammunition, kapacitetsudvikling og innovation for fremtiden, siger EU’s Udenrigsrepræsentant og Chef for Forsvarsagenturet Josep Borell.

Danmark kan nu også anmode om deltagelse i PESCO. Her skal de andre medlemsstater stemme om, hvorvidt Danmark skal optages i samarbejdet. Der arbejdes hen mod, at Danmark kan blive stemt ind i PESCO ved EU’s næste forsvarsministermøde d. 23. maj.

Ved deltagelse i de to samarbejder vil Danmark kunne være med til at præge den strategiske retning for EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde, herunder med henblik på at sikre, at samarbejdet i endnu højere grad flugter med danske sikkerhedsinteresser.

- Den internationale orden er under opbrud, og demokratiske værdier er under pres. Ukraine har fortsat brug for massiv støtte fra allierede, herunder ammunition, for at kunne modstå de russiske aggressioner. En del af ammunitionen skal skaffes gennem koordination af indkøb og øget produktion i EU. Det er rigtig positivt, at vi kan være med i disse vigtige initiativer fra dansk side, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Danmark indtrådte i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar den 1. juli 2022. Som følge af afskaffelsen af forsvarsforbeholdet kan Danmark nu deltage i Forsvarsagenturet og PESCO, der begge er centrale dele af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde. Forsvarsagenturet har til formål at fremme EU-samarbejde om forsvarsmateriel og -kapabiliteter, styrke teknologiudvikling og forskning inden for forsvarsområdet og skabe et konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsmateriel. PESCO vedrører særligt udvikling af forsvars-kapabiliteter, hvor deltagerlandene frivilligt kan gå sammen om konkrete projekter inden for områder som maritim sikkerhed eller cybersikkerhed.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk