16-02-2021

Digitaliseringsstyrelsen kritiserer DRs historier om identitetstyveri

Det er problematisk, at DR’s historier på fejlagtigt grundlag forsøger at skabe utryghed og rejse tvivl om den generelle sikkerhed i NemID, mener Digitaliseringsstyrelsen.

Digitaliseringsstyrelsen: Danmarks Radios historier om identitetstyveri og misbrug af NemID er misvisende og skaber utryghed på et fejlagtigt grundlag.

I en række historier har Danmarks Radio på det seneste beskrevet sager om identitetstyveri, hvor ofre er blevet udsat for misbrug af deres personlige oplysninger, blandt andet NemID. Det er grov kriminalitet, som myndighederne tager yderst alvorligt. Derfor er det problematisk, at DR’s historier på fejlagtigt grundlag forsøger at skabe utryghed og rejse tvivl om den generelle sikkerhed i NemID, mener Digitaliseringsstyrelsen.

Danmarks Radio bragte den 7.  og 8. februar indslag om sikkerheden i NemKonto og NemID-løsningerne. Det er tale om sager om identitetstyveri, hvor ofre er blevet udsat for overvågning, hvorefter kriminelle har misbrugt ofrets NemID til at svindle med blandt andet NemKonto.

Digitaliseringsstyrelsen siger i en meddelelse, at styrelsen ikke kan genkende det billede, som Danmarks Radio tegner af sikkerheden i NemKonto og NemID eller af styrelsens faglige ageren i den forbindelse. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen følger man aktivt op på svindelsager og henvendelser om mulighed for svindel og foretager løbende ændringer i løsningerne for at imødegå udviklingen i kriminelles metoder.

Sikkerheden i de offentlige digitale løsninger, herunder NemID og NemKonto, er meget høj – det er afgørende for, at danskerne fortsat trygt kan færdes digitalt. Der findes dog ikke 100 pct. sikre løsninger – hverken i den fysiske eller den digitale verden. Dette gælder desværre også i forhold til identitetstyveri, siger Digitaliseringsstyrelsen.

Misbrug af NemKonto-løsningen, som det er beskrevet i DR’s dækning, er sket som følge af et identitetstyveri og forudgående misbrug af NemID, hvor den kriminelle har adgang til en lang række af offerets personlige oplysninger, siger Digitaliseringsstyrelsen og fortsætter: Det er ikke korrekt, når DR i indslaget giver indtryk af, at NemKonto-løsningen ikke er sikker. Det er heller ikke korrekt, når det anføres, at Digitaliseringsstyrelsen ikke har fulgt op på henvendelser vedrørende sikkerheden i NemKonto.

Digitaliseringsstyrelsen har gennemgået de henvendelser om NemKonto, som DR har refereret i sin dækning. Styrelsen kan ved gennemgangen ikke umiddelbart genkende, at der skulle være tale om 30 henvendelser, som refereret af DR, da flere henvendelser indgår i fx mailtråde om samme sag eller møde, ligesom nogle af henvendelserne er spørgsmål til egne muligheder fra banker. Digitaliseringsstyrelsen har ikke kunnet finde henvendelser, der ikke er besvaret, vurderet og håndteret.

Digitaliseringsstyrelsens kritik af Danmarks Radio kan ses her i fuld længde.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk