22-07-2024

Digitaliseringsstyrelsen har ændret kørekort-appen

Digitaliseringsstyrelsen efterlever nu Datatilsynets forbud. Foto: Digitaliseringsstyrelsen

Datatilsynet har tidligere givet Digitaliseringsstyrelsen et forbud mod at behandle personoplysninger om personer, der ikke selv har valgt at bruge det digitale kørekort. Digitaliseringsstyrelsen har nu oplyst, at appen er ændret, så Datatilsynets forbud efterleves. Derfor har Datatilsynet nu afsluttet sagen.

Datatilsynet har tidligere givet Digitaliseringsstyrelsen et forbud mod at behandle personoplysninger om personer, der ikke selv havde valgt at bruge det digitale kørekort. Digitaliseringsstyrelsen efterlever nu efter en ændring af appen dette forbud.

Datatilsynet har i en tidligere afgørelse slået fast, at Digitaliseringsstyrelsen behandlede for mange personoplysninger i det digitale kørekort, og at styrelsen derfor ikke overholdt reglen om dataminimering. Derfor udtalte Datatilsynet alvorlig kritik af Digitaliseringsstyrelsen og gav samtidig styrelsen et forbud mod at behandle personoplysninger om personer, som ikke selv havde tilsluttet sig det digitale kørekort. – Digitaliseringsstyrelsen indsamlede nemlig oplysninger om alle borgere, der havde et gyldigt dansk kørekort, uanset om de pågældende borgere havde valgt at tilslutte sig det digitale kørekort eller ej.

Digitaliseringsstyrelsen har efterfølgende arbejdet på en ny løsning for kørekort-appen og har løbende opdateret Datatilsynet om udviklingen af løsningen. Digitaliseringsstyrelsen har nu meddelt, at styrelsen har ændret kørekort-appen, sådan at styrelsen kun modtager oplysninger fra kørekortregisteret om de personer, som faktisk har tilmeldt sig det digitale kørekort.

Digitaliseringsstyrelsen har bl.a. oplyst følgende til Datatilsynet:
”Oversendelse af de ’fulde’ kopier af data fra kørekortregistret, som Digitaliseringsstyrelsen har modtaget i den hidtidige køsning, er blevet indstillet i forbindelse med overgang til den nye løsning. Disse ’fulde’ datakopier er ligeledes slettet.”

På den baggrund har Datatilsynet nu endeligt afsluttet sagen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk