NIS 2-direktivet er en del af et større lovprogram fra EU, som skal gøre samfundet mere robust, så vi ikke havner i en situation, hvor en række hændelser i virksomheder og myndigheder kan sætte samfundet i stå digitalt.
Opgaven med at implementere NIS 2 er flyttet ind i det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. De har netop meldt ud, at implementeringen sker i sommeren 2025. Hos installatørernes organisation Tekniq Arbejdsgiverne sætter chefkonsulent Janus Sandsgaard sin lid til, at man efter flere udskydelser når i mål denne gang. Derfor bør virksomhederne tage reglerne alvorligt trods den udskudte tidsfrist.
- Udskydelserne af NIS 2 sender et kedeligt signal om, at regeringen ikke tager sikkerheden tilpas alvorligt. Jeg håber, at NIS 2 implementeringen er i gode hænder nu. Det er der brug for. Vi har kendt til de nye EU-regler i lang tid, og jeg har flere gange været bekymret for, om vi ville få styr på NIS 2, inden 3’eren udkommer, siger Janus Sandsgaard.
Virksomhederne med på råd
Til gengæld for endnu en forsinkelse lover ministeren, at der bliver tid til ordentlig implementering, og man har samtidig planlagt at tage blandt andet virksomhederne med på råd i processen.
- Som jeg før har sagt, er cybersikkerhedsområdet simpelthen for vigtigt til, at vi haster noget igennem. Derfor vil vi i de kommende uger og måneder inddrage virksomheder, organisationer og øvrige relevante parter i drøftelser om det videre arbejde med implementeringen af NIS 2-direktivet. Og vi vil fortsætte en god dialog i hele perioden frem til, at loven træder i kraft, siger Torsten Schack Pedersen, minister for samfundssikkerhed og beredskab.
Udnyt ventetiden
Men det er vigtigt, at man ikke bare venter på ministeriets udrulning, lyder det fra Tekniq Arbejdgivernes ekspert, der ser udskydelsen som en oplagt chance for medlemsvirksomhederne.
- Mens vi venter på udrulningen, er det vigtigt, at du ikke sidder på dine hænder. Tværtimod kan man med fordel allerede nu forberede sig på NIS 2. For reglerne bliver en realitet uanset processen, siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne.
Et godt sted at starte er ved at gense Tekniq Arbejdsgivernes webinar om, hvordan man bliver klar til de nye krav, der kommer med NIS 2 eller læse følgende artikel, der giver det nødvendige overblik.