03-12-2022

Dansk verdensnyhed: Kvantekrypteret kommunikation som ikke kan hackes

Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen, og Anders Eldrup fra Innovationsfonden indviede den absolut sikre forbindelse. Foto: IT-Branchen.

20 års intensiv dansk forskning har nu givet os en verdensnyhed: Kvante-krypteret kommunikation, som ikke kan hackes, og som på sigt kan sikre vores kritiske infrastruktur.

Jo mere digitale vi bliver, jo mere sårbare bliver vi over for cyberangreb. Krigen i Ukraine og det stigende antal hacking-forsøg, som vi udsættes for, har kun understreget behovet for kryptering, som kan beskytte os mod fjendtlige kræfter. Men med demonstrationen af en kvantekrypteret videoforbindelse viser danske forskere nu ifølge organisationen IT-Branchen, at vi er helt i front globalt med at løse denne samfundsudfordring.

Den kvantekrypterede live videoforbindelse fandt sted 22. november mellem DTU og Niels Bohr Instituttet, hvor Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen, og Anders Eldrup fra Innovationsfonden indviede den absolut sikre forbindelse. Forbindelsen skete på helt almindeligt eksisterende fibernet på tværs af de 18 kilometer mellem København og Lyngby. Demonstrationen er et stort skridt for at få kvanteteknologien ud af fysik-laboratorierne og frem i verden, hvor teknologien kan kommercialiseres.

Hvad er kvantekryptering?

Kvantekryptering bygger på udvekslingen af såkaldte kvantenøgler mellem sender og modtager, som er beskyttet af kvanteteknologi. Kvantenøgledistributions-systemer kan aldrig brydes, selv ikke af de stærkeste, fremtidige kvantecomputere. Kernen i systemet er delingen af nøglen ved hjælp af såkaldte enkelt-fotoner – det vil sige lys-”partikler”. Ethvert forsøg på at aflytte systemet vil kræve, at man opsnapper en foton – som er udelelig. Det betyder i praksis at ethvert forsøg på aflytning vil blive opdaget med det samme.

På den lange bane udgør demonstrationen et essentielt skridt på vejen mod et kvanteinternet, hvor kvantecomputere kan kobles sammen og dermed blive endnu mere potente. Teknologien vil også kunne sikre os mod fremtidige kraftfulde cyberangreb fra fremtidens kvantecomputere.

Om projektet

Kvantekrypterings-linket er udviklet gennem FIRE-Q projektet, støttet af Innovationsfonden. Teknologien er et resultat af 20 års grundforskning bl.a. støttet af Danmarks Grundforskningsfond gennem centrene Silicon Photonics for Optical Communication (SPOC) og Hybrid Quantum Networks (Hy-Q).



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk