I den kommende tid vil der være øget militær kørsel på vejene og travlt på udvalgte havne i Danmark. Det sker, fordi Forsvaret er i gang med at udsende en kampbataljon til Letland, hvor den skal indgå i forsvaret af NATOs østlige flanke i Baltikum.
Med udsendelsen af soldaterne til Letland og dermed deltagelse i NATOs beredskab i Baltikum bidrager soldaterne til at håndtere en af NATOs største sikkerhedsudfordringer lige nu, som er forårsaget af Ruslands krig i Ukraine og udfordrende tilstedeværelse i Østersøregionen.
Afskibning af materiel til Foward Land Forces Latvia 2025.
Hjemmeværnet står for sikkerheden på havnen i Aalborg mens deployeringen foregår. Foto: Niels Porsbøl / Forsvaret
Kampbataljonen, som skal være udsendt til Letland i fire måneder, vil i løbet af den næste tid sende køretøjer og materiel afsted fra Danmark til Letland. Derfor bliver der på havnene i Aalborg og Køge oprettet midlertidige militære områder, hvorfra materiellet bliver afskibet mod øst.
Bataljonen består af enheder fra flere dele af Hæren og omfatter både kampvogne, pansrede mandskabsvogne og infanterikampkøretøjer.
Alle enhederne bliver udsendt til Letland med henblik på at demonstrere solidaritet med vores alliancepartnere i Baltikum, bidrage til afskrækkelsen af Rusland og om nødvendigt forsvare Letland. Derudover vil enhederne under udsendelsen fortsætte deres militære træning og uddannelse samt træne sammen med enheder fra andre lande.
Senere på måneden vil kampsoldaterne tage af sted mod Letland, hvor de skal være tilstede i cirka fire måneder.
Når Danmark bidrager til et stærkt kollektivt forsvar af NATOs østlige flanke, bidrager vi til at afskrække Rusland fra at angribe vores allierede i NATO og styrker dermed sikkerheden i Danmarks nærområde.
Kilde: Forsvarskommandoen



























