20-06-2023

Danmark er røget ned i 3. division

Infoboks: Fængselsforbundet

Ifølge Fængselsforbundet svarer personalenormeringen i danske fængsler nu til lande som Albanien, Bulgarien og Kroatien.

For ikke så mange år siden spillede Danmark med i den bedste liga i Europa, når det handlede om bemanding i fængslerne. Men i takt med at der er kommet flere fanger og færre betjente, er vi gledet ned gennem tabellen.

Det er ikke længere vores nordiske naboer, vi kan sammenligne os med. Ej heller vores nabolande i syd som Holland, Belgien og Luxembourg. Nu ligger vi på niveau med Albanien, Slovenien, Bulgarien og Kroatien.

Det er Europarådet, som årligt samler statistik om de europæiske fængsler, og i den seneste rapport ligger vi på en 12. plads med 2,1 indsatte pr. betjent.

I Norge er tallet det halve, hvilket vil sige, at de næsten har dobbelt så mange betjente pr. indsat som os. Også lande som Sverige, Irland og Italien er ifølge Fængselsforbundet meget bedre stillet end Danmark.

For seks år siden hørte Danmark stadig med i den europæiske elite. Dengang var der 1,5 indsatte pr. betjent. Siden har vi tabt terræn år for år.

Fængselsforbundets formand Bo Yde Sørensen mener, at de tørre tal fortæller en bekymrende historie om Kriminalforsorgens deroute.

- Det er vildt, at det har kunnet ske på så kort tid. Vores vagtdækning har ligget stabil i årtier, men pludselig gik det galt på grund af forfejlede prognoser og mangelfuld rekruttering.

Aktuelt er der 1.883 fængselsbetjente og 4.212 indsatte.

Nye hold

Der er i år startet store hold med nye elever på skolerne i Birkerød, Møgelkær og Esbjerg, men afgangen af erfarne betjente er fortsat for stor til, at kurven er knækket.

- Det er virkelig positivt, at vi begynder at få store hold på skolerne igen, siger Bo Yde Sørensen:

- Men de store årgange, som går på pension, trækker desværre i den anden retning. Det er det lange, seje træk, som skal til. Vi har brug for at vinde på tre fronter. For det første skal vi tiltrække så mange nye som overhovedet muligt. For det andet skal vi holde på dem, vi har, ved at styrke løn- og arbejdsvilkår. Og for det tredje, skal vi holde på vores erfarne kollegaer lidt længere. Det er netop planen med ´den nye pensionistaftale, som forbundet har indgået med Kriminalforsorgen, siger forbundsformanden.




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk