Check Point Research, som er en del af Check Point Software Technologies, har udgivet sin månedsvise Cyber Attack Stats-rapport, der viser antallet af cyberangreb i 41 forskellige lande, herunder Danmark. Af rapporten fremgår det, at danske virksomheder i gennemsnit håndterede 1.053 angreb om ugen i januar 2025. Ét år senere er tallet steget til 1.506 ugentlige angreb i januar 2026, hvilket svarer til en stigning på hele 43 pct.
Ifølge Balder Borup, der er Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies i Danmark, er udviklingen bekymrende:
- Vi har i løbet af 2025 set en støt stigning i antallet af cyberangreb i Danmark, men her i januar har tallene taget et ordentligt hop. Mens vi andre har fejret nytår, har hackerne oprustet og gjort klar til det helt store angrebsbrag. Udviklingen tyder på, at angriberne ser danske virksomheder som stadig mere lukrative mål, hvilket formodentligt skyldes vores høje digitaliseringsgrad og store mængder værdifulde data.
Dansk stigning langt over det globale gennemsnit
Globalt er antallet af cyberangreb steget med 17 pct., mens stigningen i Europa ligger på 18 pct. Den danske udvikling ligger dermed markant over både det globale og det europæiske gennemsnit. Ifølge Balder Borup hænger det blandt andet sammen med fordelingen af virksomheder.
- Danmark har en høj andel af virksomheder inden for de sektorer, der globalt er mest udsat for angreb. Det gælder blandt andet den offentlige sektor, uddannelsesinstitutioner samt sundheds- og forsyningssektoren. Kombineret med vores digitale modenhed og den store mængde kritiske data, der ligger i disse sektorer, gør det Danmark til et særdeles attraktivt mål for hackerne. Det er en udvikling, som vi er nødt til at tage alvorligt, og det kræver, at virksomheder løfter cybersikkerhed fra at være et lovkrav til en strategisk prioritet, afslutter han.
Sådan kan danske virksomheder styrke forsvaret
For at imødegå det intensiverede trusselsbillede og beskytte data foreslår Balder Borup tre konkrete indsatsområder:
• Forebyggelse frem for reaktion: Trusselsbilledet bevæger sig i dag for hurtigt til, at man kan nøjes med at opdage angrebene, når de allerede er i gang. Sikkerhedsarkitekturen bør være designet til proaktivt at blokere trusler – herunder ransomware og phishing – før de kompromitterer netværket.
• Anvend flerlaget sikkerhed: Komplekse trusler kræver et samlet forsvar. Derfor er det afgørende, at virksomheder etablerer end-to-end beskyttelse, der dækker alle angrebsflader konsistent, hvad end det handler om cloud-miljøer, netværk, endpoints, mobile enheder eller slutbrugeren.
• Bekæmp AI med AI: Hackerne bruger i stigende grad kunstig intelligens til at automatisere og skalere deres angreb. For at kunne identificere og stoppe angrebene i realtid er det afgørende, at virksomhedernes forsvarsmekanismer ligeledes drives af kunstig intelligens.




























