09-01-2023

CFCS søger unge talenter til nyt cyberakademi

Center for Cybersikkerhed (CFCS) gennemfører cyberakademiet for fjerde gang i 2023. Unge talenter med flair for it, interesse for cybersikkerhed og mod på at være med til at beskytte Danmark mod cybertrusler opfordres til at ansøge senest 19. marts 2023.

Det er fire år og tre hold siden, at Center for Cybersikkerheds cyberakademi blev afholdt for første gang. Nu er jagten på morgendagens it- og cybertalenter atter skudt i gang, når en ny årgang skal findes til Center for Cybersikkerheds egen cyberuddannelse.

Uddannelsen begynder i august 2023, og gennem et tre måneders dedikeret forløb vil de udvalgte kandidater blive undervist i it- og cybersikkerheds mange facetter. Efter bestået uddannelse bliver eleverne ansat i Center for Cybersikkerheds døgnbemandede situationscenter, der blandt andet moniterer alarmer fra sensornetværket og varsler om aktuelle cybertrusler mod Danmark.

Cyberakademiet er for alle med interesse og passion for it- og cybersikkerhed, fortæller chef for Center for Cybersikkerhed, Thomas Flarup:

- Du behøver ikke være den bedste til programmering eller vide alt om cybersikkerhed på forhånd, for formålet med Cyberakademiet er netop at klæde dig godt på til at arbejde med blandt andet cybersikkerhed i situationscenteret. Derfor er det særligt dine personlige kompetencer, som er afgørende for, hvem vi er på udkig efter: Motivation til at lære, vilje til at yde en ekstra indsats og evne til at bevare roen også under pres. Hvis det lyder som noget for dig, vil vi meget gerne modtage din ansøgning.

Fokus på faglig og personlig udvikling

Cyberakademiet er designet, så eleverne udvikles både fagligt og personligt. På uddannelsen undervises der i emner som datasikkerhed, netværksforståelse og programmering, ligesom eleverne bliver trænet i at indgå i relationer og samarbejde. Uddannelsesforløbet er tilrettelagt med henblik på at skabe en synergi mellem cyberverdenens discipliner og udvikling på det personlige plan, for at forberede eleverne bedst muligt på den nye hverdag i situationscenteret.

Ud over at uddanne kandidaterne til at varetage jobbet som cyberanalytiker, bidrager cyberakademiet generelt til at løfte kompetencerne inden for it-sikkerhed i Danmark.

- Vi ved fra tidligere år, at uddannelsen på cyberakademiet er en relevant indgang til arbejdet med cybersikkerhed. Flere tidligere kandidater fra uddannelsen er ansat andre steder i både det offentlige og det private. Det er jeg glad for, for medarbejdere med kompetencer inden for it-sikkerhed er en knap, men utrolig vigtig ressource i det danske samfund, siger Thomas Flarup.

Læs mere om Cyberakademiet her.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk