15-02-2024

CFCS søger talenter til nyt cyberakademi

Center for Cybersikkerhed (CFCS) gennemfører cyberakademiet for femte gang i 2024. Unge talenter med flair for it, interesse for cybersikkerhed og mod på at være med til at beskytte Danmark mod cybertrusler opfordres til at ansøge senest 10. marts.

Det er fem år og fire hold siden, at Center for Cybersikkerheds cyberakademi blev afholdt for første gang. Nu er jagten på morgendagens it- og cybertalenter atter skudt i gang, når en ny årgang skal findes til Center for Cybersikkerheds egen cyberuddannelse.

Uddannelsen begynder i august 2024, og gennem et tre måneders dedikeret forløb vil de udvalgte kandidater blive undervist i it- og cybersikkerheds mange facetter. Efter bestået uddannelse bliver eleverne ansat i Center for Cybersikkerheds døgnbemandede situationscenter, der blandt andet moniterer alarmer fra sensornetværket og varsler om aktuelle cybertrusler mod Danmark.

Fokus på faglig og personlig udvikling

Cyberakademiet er designet, så eleverne udvikles både fagligt og personligt. På uddannelsen undervises der i emner som datasikkerhed, netværksforståelse og programmering, ligesom eleverne bliver trænet i at indgå i relationer og samarbejde. Uddannelsesforløbet er tilrettelagt med henblik på at skabe en synergi mellem cyberverdenens discipliner og udvikling på det personlige plan, for at forberede eleverne bedst muligt på den nye hverdag i situationscenteret.

Ud over at uddanne kandidaterne til at varetage jobbet som juniorcyberanalytiker, bidrager cyberakademiet generelt til at løfte kompetencerne inden for it-sikkerhed i Danmark.

Læs mere om cyberakademiet og ansøg senest den 10.marts her: Søg job - Junior Cyberanalytiker



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk