27-07-2023

Bykamp og skyttegrave i England

Træningen foregår i et stressende miljø, med markeringer i form af kraftige eksplosioner, skud, røg og brand, det vil sige et miljø, som skal forberede de ukrainske rekrutter på mere af det samme. Foto: Forsvaret

Bykamp og kamp i skyttegrav. Der er travlt i Storbritannien, hvor danske instruktører træner ukrainske soldater. Og I Bagdad klargør sikrings- og eskortesoldaterne til at skulle overdrage deres opgaver til et nyt hold danske soldater, oplyser Forsvarskommandoen.

Træningsbidraget til støtte for Ukraine, der finder sted i Storbritannien, hvor danske instruktører træner ukrainske soldater, har de seneste dage både budt på et modul i bykamp samt opstarten på kamp i og fra skyttegrav. Bykampstræningen havde ifølge Forsvarskommandoen fokus på enkeltmand, hold og gruppeniveauet. Der blev blandt andet øvet indgang og rensning af hus, forhold over for luremineringer, angreb på hus i grupperamme.

De danske soldater fik også sidste uge besøg af den danske ambassadør i Storbritannien René Dinesen og chefer fra det britiske og danske forsvar. Instruktørerne fik ros for deres professionelle indstilling og arbejde af ambassadøren og de militære chefer.

- Det er lange og hårde arbejdsdage både for de ukrainske soldater og for de danske instruktører, men der er fokus på at holde humøret højt, og det kan lade sig gøre, fordi soldaterne finder, at arbejdet giver super god mening, siger chefen for de danske soldater, major Torben Petersen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk