Soldater fra en stribe NATO-allierede har igennem den seneste uge været i Grønland som en del af den arktiske øvelse Arctic Endurance. Øvelsen er en videreførelse af tilsvarende aktiviteter i 2025.
Listen af lande, der deltager, tæller blandt andet Frankrig, Tyskland, Sverige, Norge, Finland, Holland, Island og Belgien, som alle enten har været eller er i Grønland for at planlægge kommende øvelser.
Planlægningen og rekognosceringen sker i tæt samarbejde med Forsvaret og Arktisk Kommando.
For landene består arbejdet i første omgang i at undersøge mulighederne for at understøtte Arctic Endurance, som er planlagt til at foregå i hele 2026 i og omkring Grønland.
Yderligere NATO-nationer har vist interesse for at sende rekognosceringshold til Grønland og ventes at ankomme hen over året.
De faste styrker
De 90 faste medarbejdere i Arktisk Kommando udgør kernen i både øvelse og planlægning. De er i den aktuelle situation blevet suppleret af en række planlægningsspecialister fra Danmark.
Til søs er den faste kadre af inspektionsfartøjer og inspektionsskibe, der altid er til stede ved Færøerne og Grønland, blevet forstærket med en Fregat, som blandt andet giver de faste skibe større bevægelsesfrihed. Nogle af skibene er i disse dage i gang med træning sammen med den franske Fregat Bretagne, som er stødt til øvelsen i nærheden af Island.
F-35 og MRTT
I løbet af de næste uger vil danske F-35 i tæt samarbejde med et af Flyvevåbnets Challenger transportfly deltage i øvelsesaktiviteterne i tæt samarbejde med et fransk MRTT-tankfly. De kommer til at flyve patruljer med udgangspunkt i Island langs Grønlands østkyst.
Dragoner og ingeniører
De danske soldater fra Ingeniørregimentet og Jydske Dragonregiment er på plads i Nuuk og i Kangerlussuaq, hvorfra de i de næste uger skal øve en række forskellige discipliner.
Det drejer sig blandt andet om træning af bevogtning af kritisk infrastruktur og patruljetjeneste. Derudover er opgaven at vedligeholde og udbygge deres vintertræning. I Kangerlussuaq træner de også sammen med et bidrag fra den franske hær.




























