21-03-2023

Antallet af e-mailangreb stiger: Tre ud af fire tror de bliver ramt

E-mail er en essentiel kommunikationsform i langt de fleste virksomheder, og det leder til stadig flere e-mailbaserede cyberangreb. Ifølge en ny undersøgelse forventer 76 procent af verdens virksomheder, at de i år kommer til at opleve de omfattende konsekvenser af et angreb.

Der bliver sendt milliarder af e-mails hver eneste dag, og antallet stiger år for år, viser tal fra statistiksiden Statista. Kommunikationsformen er helt afgørende i erhvervslivet, og det lukrerer de cyberkriminelle i stigende grad på.

Det viser en ny global undersøgelse med svar fra 1.700 it-sikkerhedsansvarlige – herunder 100 fra Danmark – foretaget af sikkerhedsvirksomheden Mimecast. Globalt svarer 74 procent af de 1.700 respondenter, at de enten har set markant flere eller nogen flere e-mailtrusler over de seneste 12 måneder sammenlignet med de foregående 12 måneder. Tilsvarende gælder det for 71 procent af de danske respondenter.

Undersøgelsen blev også foretaget sidste år, og også her blev der meldt om et stigende antal e-mailtrusler sammenlignet med 2021 – og det vækker bekymring hos Niels Frederiksen, der er senior sales engineer for Mimecast i Danmark.

- Tallene vidner desværre om, at de cyberkriminelle i stigende grad har succes, når antallet af trusler stiger år for år. De fleste angreb bunder som oftest i menneskelige fejl, og det er foruroligende, at vi trods mere end 25 års daglig erfaring med e-mails ikke er bedre til at spotte truslerne, siger Niels Frederiksen og fortsætter:

- Antallet af angreb stiger år for år, og de lukrerer næsten alle på menneskelige fejl. Der skal blot én uopmærksom medarbejder til, før ulykken indtræffer. Derfor er der stadig et udtalt behov for at uddanne samtlige medarbejdere i virksomheden på alle niveauer, så de bliver bedre til at spotte og gøre opmærksom på mistænkelige e-mails, siger Niels Frederiksen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk