04-08-2022

Andet kvartal af 2022 viser stor stigning i antallet af cyberangreb

Niels Zimmer Poulsen, Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark.

En ny rapport fra Check Point Research viser, at antallet af cyberangreb er steget med 32 pct. siden andet kvartal sidste år. En stor del af disse angreb er ransomware, der er steget med hele 59 pct. siden sidste år, mens forskning- og uddannelsessektoren igen i år er den mest udsatte sektor.

I første kvartal af 2022 var Apache Log4j en af de mest udnyttede sårbarheder i lang tid. Kort efter brød krigen ud i Ukraine, og sammen med fysiske tropper steg også antallet af målrettede cyberangreb. Nu kan Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies, rapportere, at andet kvartal af 2022 bød på 32 pct. flere cyberangreb i forhold til samme kvartal i 2021. Rapporten viser nemlig, at det gennemsnitlige antal af ugentlige cyberangreb mod virksomheder i andet kvartal af 2022 var rekordhøjt med hele 1.200 angreb mod hver eneste virksomhed globalt.

- Det lyder måske ikke af meget, men med et gennemsnit på 1.200 angreb om ugen på hver eneste virksomhed og organisation kloden over, er der høj risiko for, at nogle af angrebene bliver succesfulde. Selvom vi i Europa er fint med i forhold til cybersikkerhed, ser vi en verden, der i stigende grad oplever flere og flere målrettede angreb, siger Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark.

I takt med det høje antal cyberangreb, rapporterer Check Point Research ligeledes en stor stigning specifikt i antallet af ransomwareangreb, der er steget med hele 59 pct. fra andet kvartal 2021 til 2022.

Kigger man på mest udsatte brancher, målretter cyberkriminelle i høj grad forskning- og uddannelsessektoren, der med et gennemsnit på mere end 2.300 angreb per organisation, hver uge, topper listen. Det er en stigning på 53 pct. i forhold til samme periode sidste år, hvor sektoren også var den mest udsatte.

Efter forskning og uddannelsessektoren ligger både regeringer og militær, der oplever 1.600 gennemsnitlige angreb om ugen i 2022. Det er en stigning på 44 pct. fra sidste år.

- Som følge af både pandemien og en krig i Europa er det ikke overraskende, at det netop er disse sektorer, der målrettes af cyberkriminelle. Vi anbefaler dog alle virksomheder at patche, segmentere netværk og være sikre på, at alle ens leverandører lever op til en høj sikkerhed, så man ikke udsætter sin virksomhed for ødelæggende angreb via sin forsyningskæde, slutter Niels Zimmer Poulsen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk