Er der noget galt i at investere i cybersikkerhed?
Nej, det er der ikke. Tværtimod er det ifølge Tekniq Arbejdsgivernes ekspert en god idé. Men de sælgere, der for tiden kontakter mange medlemmer, presser medlemmerne med voldsomme frygtscenarier, tidspres og forvirrende information grænsende til misinformation. Kendetegnende for opkaldene er, at sælgerne tilbyder at lave et “sikkerhedscheck”, der kræver, at de overtager medlemmets computer.
Cybersælgende frygtskabere underminerer alvoren af it-sikkerhed
Det værste ved salgsmetoden er, at den spiller på et virkeligt og aktuelt trusselsbillede, der gør det svært at adskille overdrivelserne fra virkeligheden. Det er de reelle problemer med it-sikkerheden blandt landets SMV’ere, som firmaer som Dansk IT-Sikkerhed udnytter med aggressive salgsmetoder.
- Det er nogle rigtig ærgerlige eksempler, vi hører fra vores medlemmer. De beretter om ivrige sælgere, som slår plat på frygt, og presser med skræmmescenarier. Der er ingen tvivl om, at Danmark har brug for en sikkerhedsmæssige opgradering, og virksomhederne har brug for ordentlige sikkerhedsløsninger, men med den her fremfærd gør sælgerne det hele værre. Ikke alene ødelægger sælgerne markedet for sig selv. De underminerer det lange seje træk med it-sikkerhed, fordi de får emnet til at lyde som hat og briller i en situation, hvor vi alle skal tage det dybt alvorligt, siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne.
Den virkelighed, sælgerne taler ind i, er moden til at blive udnyttet af friske salgsmetoder. For ikke nok med at cybertrusselsbilledet kalder på bedre it-sikkerhedsløsninger, så er en stor del af de danske virksomheder slet ikke langt nok på området. Tal fra digitaliseringsstyrelsen viser eksempelvis, at mere end hver tredje SMV har for lav it-sikkerhed.
- Som udgangspunkt er de løsninger, sælgerne tilbyder, OK. De har bestemt fat i noget rigtigt i deres salgstale – fx om behovet for sikkerhedskopiering af data. Man kan diskutere om produktet er friskt prissat, men filmen knækker for alvor ved de salgsmetoder, jeg hører om fra medlemmerne. Det er useriøst, siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne.



























