Fra 1. til 30. november 2024 giver politiet frit lejde til, at alle borgere kan aflevere skydevåben, knive, våbendele, ammunition, pebersprays, eksplosivstoffer og andre slags våben til politiet uden at risikere at blive straffet for at have købt eller besiddet genstandene.
- Med frit lejde i november håber vi at modtage et stort antal våben og opfordrer derfor til, at man gennemgår sine ting for eksempelvis arvestykker, våbensouvenirs fra rejser og tidligere lovlige pebersprays. Selvom man måske synes, at ens våben ligger trygt og godt i ens kælder, kan det havne i de forkerte hænder, eksempelvis i forbindelse med indbrud, siger vicepolitiinspektør Christian Riis fra Østjyllands Politi.
Det frie lejde er en sjælden mulighed for at komme af med ulovlige våben uden at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Der var senest frit lejde til at aflevere våben i 2017.
Sådan afleverer man et våben
Man må ikke aflevere kemikalier, granater, eksplosiver, miner, rusten ammunition etc. Ring i stedet 1-1-4 og aftal et tidspunkt, hvor genstanden kan afhentes. Af hensyn til sikkerhed er det Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD), som håndterer eksplosiver, kemikalier, rusten ammunition og andre særligt farlige genstande. Det foregår stadig anonymt.
Det er tilladt at transportere øvrige våben på en forsvarlig måde direkte til en af de politistationer, som tager imod våben i november. Våbnene må ikke være ladt eller på anden måde til fare for andre, når de bliver transporteret, og de skal være skjult i tasker, kasser og lignende. Når du kommer frem til stationen, må du først tage våbnet frem i samråd med en betjent.
Det er vigtigt, at du afleverer dit våben personligt til den politiansatte medarbejder i ekspeditionen, så våbnet ikke havner i forkerte hænder. Du må ikke stille det på en trappesten eller uden for en politistation, hvor en anden borger kan tage det.
Hvis man usikker på, om ens våben er ladt, skal man kontakte politiet på 1-1-4.
Det samme gælder, hvis man ikke selv har mulighed for at aflevere genstandene på en politistation.