Fremfor at konkurrere direkte med globale teknologigiganter som Google og OpenAI har Danmark valgt at samle sine ressourcer til løsning af velafgrænsede opgaver. En samlet national indsats kan med det afsæt gøre en markant forskel.
Denne tilgang sikrer, at danske investeringer i AI målrettes løsninger, som både opfylder kritiske og specifikke behov i det danske samfund og fremmer en bæredygtig udvikling, der sikrer en retfærdig digital økonomi.
Digitaliseringsministeriet har derfor netop bevilget samlet 30,7 millioner kroner til projektet, der tester en række use-cases ved at inddrage den offentlige forvaltning, uddannelses-og sundhedssektoren samt små og mellemstore virksomheder.
Hovedformål
Projektet har som hovedformål at etablere en sikker R&D platform til træning, finjustering, evaluering og vedligeholdelse af basismodeller (foundation models) til anvendelse i dansksprogede sammenhænge. Denne platform vil leve op til de højeste standarder for dataintegritet og dokumentation af sikker AI-anvendelse.
Samtidig etableres en innovativ og åben ’sandkasse’ udformet med henblik på løbende samarbejde om finjusteringer og tilpasninger af basismodellerne. I denne sandkasse vil domæneeksperter på tværs af nationale projekter samarbejde om at udforme og forbedre specifikke use-cases i et fleksibelt og sikkert miljø.
Platformen udvikles under brug af eksisterende samarbejder, supercomputing-infrastruktur og dataudleveringsaftaler, hvilket reducerer udgifter til etablering væsentligt. Det er hensigten at gøre basis- og finjusterede modeller mere tilgængelige med open source via R&D-platformen, så de f.eks. også kan benyttes til kommerciel brug. Med denne tilgang kan både offentlige og private aktører drage nytte af modellerne og platformen og bidrage til deres videre udvikling.
Mere info
Der afsættes 20,7 mio. kr. til platformen i 2024-2027. Derudover afsættes der 10 mio. kr. til forskning og innovation i danske sprogmodeller baseret på generativ kunstig intelligens i regi af Danish Foundation Models med aftalen om forskningsreserven for 2025.
Indsatsen skal drives i regi af Danish Foundations Models – et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Alexandra Instituttet om forskningsbaseret udvikling af sprogmodeller. Modellerne kan tilgås gratis (open source) af blandt andet myndigheder og virksomheder. Indsatsen skal på denne måde bane vej for, at Danmark kan udnytte potentialerne i kunstig intelligens med ansvarlighed, datasikkerhed og transparens i højsædet.
Initiativet spiller desuden sammen med Dansk Sprogmodel Konsortium, hvor Alexandra Instituttet, IBM Danmark og Dansk Erhverv samt en lang række andre aktører arbejder for at sikre flere danske data, som danske sprogmodeller trygt kan trænes på.