23-02-2024

18 af 19 stykker legetøj købt på TEMU er farlige for børn

(Det viste legetøj på billedet er ikke nødvendigvis købt hos TEMU).

Paraplyorganisationen for den europæiske legetøjsindustri TIE har fået undersøgt 19 stykker legetøj købt på onlineplatformen TEMU. Ingen af produkterne overholdt europæiske lovkrav, og 95% af det undersøgte legetøj var decideret farlige for børn. Den danske legebranche og Dansk Erhverv ønsker skærpede EU-regler.

En ny undersøgelse af 19 stykker legetøj købt på onlinemarkedspladsen TEMU fra Toys Industries of Europe(TIE) finder, at 18 af de 19 undersøgte stykker legetøj er farlige for børn. Derudover levede ingen af de 19 produkter helt op til EU’s regler på området. Konklusionerne fra TIE vedr. undersøgelsen lyder blandt andet:

Intet af legetøjet lever op til EU-lovgivningen og skulle derfor ikke være sat til salg inden for EU.

18 ud af 19 stykker legetøj lever ikke op til standarden (EN 71-1 og/eller EN 71-3) for sikkert legetøj og udgør derfor en signifikant risiko for børn og leg med dem kan være farlig. Risici inkluderer at skære sig, kvælning, strangulering, punktering og farlig kemi. Fx kan en rangle med regnbuebånd udgøre indtil flere sikkerhedsrisici: Blandt andet skarpe kanter på metalbjælder børn kan skære sig på, små dele der kan sluges og dermed blokere luftveje.

18 ud af de 19 stykker legetøj var ikke udstyret med kontaktinformationer

Det får brancheforeningen for den danske legetøjssektor Legebranchen – LEG samt erhvervsorganisationen Dansk Erhverv til igen at appellere til den danske regering og myndigheder om en skærpelse af de europæiske regler.

- Vi har igen og igen set, at farligt legetøj bliver solgt til de europæiske forbrugere, uden at nogen virksomhed i EU er forpligtet til at tjekke, at det overholder reglerne. Denne undersøgelse er blot endnu et grelt eksempel af slagsen. Der er brug for en mere markant indsats både fra europæiske lovgivere og myndigheder for at imødegå de her store udenlandske onlinemarkedspladser, som ser stort på, om deres sælgere overholder europæiske regler, selvom onlinemarkedspladserne ofte har kontor i EU. Det er for os ret uforståeligt, at man ikke endnu har krævet mere ansvarlighed af onlinemarkedspladserne. Legebranchen håber, at man i forbindelse med forhandlingerne af legetøjsforordningen vil give disse markedspladser et lovmæssigt ansvar i forhold til at sælge det her farlige legetøj fra lande uden for EU, siger sekretariatschef i Legebranchen – LEG, Betina Schiønning.

Dansk Erhverv og Legebranchen har igennem flere år gjort opmærksom på, at blandt andet farligt legetøj finder vej til de europæiske forbrugere via onlinemarkedspladser. Derfor overrasker det heller ikke vicedirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft.

- Det er meget trist at konstatere, hvor mange farlige produkter, der finder vej til de europæiske forbrugere via onlinemarkedspladser som TEMU. Det går først og fremmest ud over os som forbrugere, men det skaber også en meget unfair og ulige konkurrence for de danske og europæiske virksomheder, der lever op til reglerne. Desværre er det ikke overraskende. Vi har gentagne gange rejst denne problemstilling over for myndigheder og lovgivere, men problemet er ikke løst. Derfor vil vi også appellere stærkt til regeringen om at arbejde for bedre EU-regler for legetøj solgt via disse markedspladser, nu når de har muligheden i forbindelse med forhandlingen af legetøjsforordningen, siger vicedirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk