21-01-2021

14 afsluttede undersøgelser med fokus på sikkerhed

Foto: Datatilsynet

Datatilsynet afsluttede i december 2020 en række spørgeskemaundersøgelser, der skulle belyse den generelle modenhed på udvalgte sikkerhedsområder hos syv offentlige myndigheder og syv private virksomheder

Som et led i Datatilsynets arbejde med at styrke den data- og risikobaserede tilgang til vejledning og kontrol iværksatte tilsynet hen over sommeren 2020 spørgeskemaundersøgelser, der på systematisk måde skulle belyse den generelle modenhed på udvalgte sikkerhedsområder hos en række dataansvarlige (syv offentlige myndigheder og syv private virksomheder). Udfyldelsen af skemaerne skulle endvidere bidrage til en samlet vurdering af, om der skulle iværksættes yderligere tilsynsaktiviteter – det vil sige en intensiveret kontrolindsats over for de undersøgte dataansvarlige.

Datatilsynets vurdering
Ved vurderingen af de udfyldte spørgeskemaer lagde Datatilsynet mindre vægt på de individuelle, konkrete svar og fokuserede i højere grad på de dataansvarliges overordnede håndtering af sikkerheden sammenholdt med karakteren af de behandlinger, som varetages af de dataansvarlige. Den mere systematiske tilgang til besvarelserne gav ligeledes Datatilsynet en mulighed for at vurdere de enkelte dataansvarlige i forhold til hinanden.

På baggrund af besvarelserne og på baggrund af Datatilsynets øvrige viden om de dataansvarlige (herunder eventuelle klagesager samt omfanget og karakteren af anmeldte brud på persondatasikkerheden) har tilsynet imidlertid ikke fundet grundlag for at iværksætte yderligere kontrolaktiviteter på nuværende tidspunkt.

Tværtimod er det Datatilsynets vurdering, at alle de undersøgte dataansvarlige generelt har et stort fokus på arbejdet med informationssikkerhed herunder databeskyttelse. Det er således glædeligt at kunne konstatere, at særligt håndteringen af backup er et område, som har de dataansvarliges bevågenhed. I flere tilfælde har Datatilsynet dog vurderet, at de dataansvarlige med fordel kunne have et større fokus på at etablere beredskab og beredskabsplaner. Ligeledes har tilsynet i enkelte tilfælde henledt opmærksomheden på, at f.eks. nogle typer af dokumentation bør være nemt tilgængelig for relevante medarbejdere i forbindelse med opretholdelsen af en passende sikkerhed.

Flere spørgeskemaundersøgelser i 2021
Datatilsynet forventer at iværksætte yderligere spørgeskemabaserede undersøgelser i 2021. De kommende spørgsmål forventes dog at have et bredere sigte inden for sikkerhedsområdet, ligesom der vil ske en del tilpasninger i forhold til de senest udsendte spørgsmål.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk