21-12-2021

Vores branche skal også bidrage til den grønne omstilling

Af Kasper Skov-Mikkelsen, direktør for SikkerhedsBranchen

Den grønne omstilling er på alles læber. Vi skal være mere grønne, vi skal være mere bæredygtige, og vi skal tage stilling til de aftryk – og ikke mindst hvor mange – vi sætter her på Jorden.

Tendensen rammer alle sektorer, og vi kan da også mærke i vores branche, at flere og flere ønsker en grøn og bæredygtig profil. Vi ser nemlig eksempler på udbud, der stiller krav om, at leverandører kører i elbiler, at produktets historik skal være grøn, eller at man kan dokumentere, at man gør brug af genbrugsmaterialer og dermed bidrager til den cirkulære økonomi.

På Sikkerhedsdagen, der blev afholdt tidligere i år, fortalte chefen for CSR og Indkøbsjura i Københavns Kommune blandt andet om, at borgerrepræsentationen tilbage i 2019 tog en beslutning om, at der skal indarbejdes krav i relevante udbud om, at leverandører til kommunen skal anvende grønne køretøjer. Det er sådanne beslutninger, som vi begynder at mærke nu, og derfor også skal være klar til at kunne levere på.

Der er ingen tvivl om, at den grønne profil vil være et konkurrenceparameter nu og i fremtiden, og derfor gør vi klogt i at tage den grønne omstilling alvorligt. Vi skal ganske enkelt tænke over, hvordan vi bidrager til en bæredygtig verden – og hvordan vi kan levere vores ydelser eller produkter på en grøn måde. Det gælder både når vi køber ind, installerer, servicerer og vedligeholder.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk