30-03-2021

Konsekvenserne af corona rykker tættere på

Af Kasper Skov-Mikkelsen, direktør for SikkerhedsBranchen

Vi er alle sammen trætte af det; corona. Mange har været påvirket af den nye verdenssituation det seneste år, mens der i sikkerhedsbranchen ikke har været problemer med at skaffe hverken arbejde eller opgaver. Men nu er konsekvenserne af corona begyndt at rykke tættere på – også i vores branche.

Den effekt, som corona har haft på verdensøkonomien, smitter nu af på sikkerhedsbranchen. Importører og producenter oplever nu, at råvarepriserne stiger. Kobber er for eksempel blevet omtrent dobbelt så dyrt. Samtidig er det blevet vanskeligere at få transporteret råvarerne. Stigende råvarepriser og transportudfordringer i kombination med fabriksnedlukninger og diverse restriktioner betyder, at producenterne får sværere vilkår, og der bliver produceret færre komponenter.

Ovenikøbet er det jo også blevet vanskeligere at få fragtet de færdige komponenter rundt i verden. Det resulterer i, at der i nogle tilfælde direkte er problemer med at få de komponenter, der er brug for. I alle tilfælde betyder vanskelighederne, at sikringsprodukterne bliver dyrere.

Samtidig lider sikkerhedsbranchen under, at det er svært at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Der er ganske enkelt ikke nok teknikere og montører til at udføre alle de opgaver, der har været under corona.

Derfor må vi indstille os på, at løsningerne bliver dyrere, og at projekterne ikke kommer til at køre præcist efter drejebogen. Det vil i sidste ende være kunderne, som kommer til at mærke prisstigningen, for der er ikke andre til at betale prisen.

Desværre er der ikke meget, vi kan gøre ved det her og nu. Vi kan kun håbe, situationen på verdensmarkedet snart bliver normal. I forhold til manglen på kvalificeret arbejdskraft har vi allerede iværksat flere gode initiativer, der skal få virksomhederne til at tage flere lærlinge, for det er første skridt på vejen – også selvom det ikke afhjælper problemerne her og nu.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk