16-11-2021

Der mangler fortsat lærlinge

Af Kasper Skov-Mikkelsen, direktør for SikkerhedsBranchen

For præcis to år siden skrev jeg en kommentar her på SecurityUser om manglen på lærlinge i sikringsbranchen – men situationen er den, at vi fortsat mangler lærlinge og virksomheder, hvori lærlingene kan udstå deres læretid.

Når jeg taler med virksomheder i branchen, kan jeg forstå, at problemet er todelt. På den ene side er der ikke nok unge, der tager låsesmedeuddannelsen, og samtidig er det svært at lokke de studerende fra Ballerup, hvor uddannelsen er placeret, til andre egne af landet.

På den anden side er der masser, der tager elektrikeruddannelsen, men ikke nok sikringsvirksomheder, der byder sig til, når de unge skal ud at finde lærepladser – og ofte har de elektrikerstuderende ikke hørt om muligheden for at blive lærling i en virksomhed, der beskæftiger sig med sikring.

Flere virksomheder tager allerede lærlinge, ja, nogle tager sågar flere lærlinge. I SikkerhedsBranchen får vi jævnligt spørgsmål fra folk i branchen, der gerne vil vide, hvordan de kommer i gang med at tage lærlinge, og det må være et tegn på, at flere har fået øjnene op for værdien af lærlingene – men vi skal have flere med, så alle er med til at løfte den vigtige opgave.

Eftersom problemet er todelt, skal vi også løse to opgaver: Vi skal gøre de unge interesserede i låsesmedeuddannelsen, og vi skal sikre, at sikringsvirksomhederne er parate til at byde lærlinge indenfor.

I SikkerhedsBranchen har vi forsøgt at sætte fokus på emnet med forskellige tiltag i form af artikler her på SecurityUser, ligesom vi har afholdt webinarer for medlemmer, hvor repræsentanter fra både virksomheder, uddannelsesinstitutionerne og lærlinge holdt oplæg. Vi har også udarbejdet en informativ folder, hvor vi har samlet gode råd til at komme i gang med at få en lærling.

Vi vil arbejde videre med flere tiltag for fortsat at sætte fokus på problemet, og lad mig endnu engang opfordre til, at flere i branchen kommer i gang med at tage lærlinge – kun sådan kan vi fortsat sikre en bæredygtig branche.

Hvis man er interesseret i emnet, er man velkommen til at få råd og vejledning på SikkerhedsBranchens stand på Sectech-messen, der finder sted i Bella Center 1.- og 2. december.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk