02-05-2023

Borgernes frihed til at betale med kontanter skal veje tungest

Af Kasper Skov-Mikkelsen, direktør for SikkerhedsBranchen

Det er ikke nogen nyhed, at flere organisationer langer ud efter vores alle sammes knitrende sedler og klirrende mønter. Kontanter er bøvlede og besværlige at håndtere, lyder det igen og igen fra de erhvervsdrivendes organisationer, som vil skære endnu en skive af salamien og dermed forringe kontantreglen. Igen. Og ja, jeg medgiver, at det kan være bøvlet, men vi bliver nødt til at se problemerne i et lidt større perspektiv.

Som en af bannerførerne i kampen om bevarelsen af kontanter må jeg tit lægge ører til, at det dalende antal af kontantbetalinger skyldes en naturlig udvikling. Men lad os nu være ærlige – udviklingen er drevet af henholdsvis bankerne og politikerne. Bankerne fordi de har nedlagt de fleste kontantkasser, så man skal rejse land og rige rundt for at finde en filial, hvor man kan indsætte eller hæve egne penge – og politikerne fordi de gennem gentagne politiske indgreb har lempet kontantreglen i løbet af de seneste fem år. Nu er der efterhånden kun en stump tilbage af salamien, og jeg frygter, at politikerne hakker den helt i småstykker, når jeg læser det ministersvar, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) er kommet med i forbindelse med forskellige foretræder, der har fundet sted i løbet af de seneste måneder (deriblandt også SikkerhedsBranchen):

”Jeg ser løbende på fordele og ulemper ved den nuværende udformning af kontantreglen med henblik på at vurdere, om balancen i forhold til at kunne benytte kontanter som forbruger er rimelig, i forhold til de omkostninger erhvervslivet har ved at skulle håndtere kontanter. Mit udgangspunkt er imidlertid, at man som forbruger fortsat skal have garanti for at kunne betale med kontanter i f.eks. dagligvarebutikker og butikker med receptpligtig medicin”.

Jeg kan frygte, at det i en nær fremtid kun er supermarkeder og apoteker, der er forpligtet til at tage imod kontanter, og det vil have store konsekvenser for borgerne og ikke mindst for vores samfund. Hvis alle andre ud over supermarkeder og apoteker ikke længere er forpligtet til at tage kontanter, vil det udelukke en del af befolkningen fra ”alt det sjove” – for eksempel det at gå ud at spise, tage i biografen eller på museum. For det andet vil det betyde, at når flere (som vi må forvente) siger nej til kontanter, vil mængden af kontanter derfor også blive endnu mindre, og til sidst kan virksomhederne, der håndterer kontanter, ikke længere køre rundt. Organisationerne lægger blandt andet vægt på butikkernes frihed til at sige nej – vi mener, det bør være forbrugerens frihed til at betale med kontanter, der vejer tungest.

Vi bør sikre den enkelte forbruger (borgernes) rettigheder. Hvis vi afskaffer kontanterne i praksis fordi bankerne ikke gider håndtere dem, og de handlende synes, det er lidt bøvlet, sætter vi borgernes grundlæggende sikkerhed over styr. Samfundets robusthed mod strømsvigt, hackerangreb osv. forsvinder, vores privatlivsbeskyttelse kommer under pres, fordi banker og mange andre vil vide alt, hvad du bruger dine penge på. Svage, gamle, hjemløse og borgere med et handikap vil stå uden mulighed for at betale, bare for at nævne noget. Og det bare for at bankerne skal tjene lidt flere penge og butikkerne spare en lille smule besvær. Det hænger overhovedet ikke sammen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk