- Efter to og et halvt års overvejelser har Justitsministeriet besluttet sig omkring vagtlovsrevisionen. Ministeriets konklusion er skuffende, men nogle misforståelser i forløbet giver anledning til en vis optimisme, siger direktøren i sin leder og fortsætter:

- Fortalt fra starten er historien, at en samlet vagtbranche henvendte sig til Justitsministeriet med ønske om en revision af vagtloven, som er uændret siden 1986, og som derfor ikke er tidssvarende i forhold til markedets udvikling i årene siden 1986. Ministeriet tog godt imod henvendelsen. Der blev lavet en arbejdsgruppe med arbejdsmarkedets parter og Rigspolitiet, og Justitsministeriet skrev kommissoriet for arbejdsgruppen, som i november 2009 afleverede en rapport med en række anbefalinger til ministeriet. Anbefalingerne var blandt andet en række opstramninger for opnåelse af autorisation og for politiets kontrol med vagtselskaberne samt en gennemgribende ændring af vagtuddannelsen. Det er værd at bemærke, at arbejdsgruppen var enig om anbefalingerne. Branchen og Rigspolitiet var enige.

- Siden er der gået to og et halvt år. Branchen har selv været skyld i noget af forsinkelsen, fordi den straks efter afslutningen af arbejdsgruppens arbejde forsøgte at overbevise ministeriet om, at de såkaldte egenvagter også skulle omfattes af vagtloven. Egenvagter er vagter i en del butikscentre, i Folketinget, på rådhuse og andre steder. Når de kun arbejder inden for deres arbejdsgivers område, gælder vagtlovens krav ikke dem, og dermed er det vagter med meget forskellig baggrund, borgerne møder. Nogle steder opfyldes vagtlovens krav rigeligt, andre steder absolut ikke. Justitsministeriet var ikke lydhør over for branchens argumenter, og det må vi så acceptere i denne omgang. Det ændrer ikke branchens holdning. Den samlede branche vel at mærke, arbejdsgivere, arbejdstagere og brancheforening. I forløbet krævede det også lidt tid for Justitsministeriet at finde ud af, hvad der kunne klares hurtigt med en ændring af vagtlovsbekendtgørelsen og hvad der krævede en egentlig lovændring, som er betydelig mere tidskrævende. Man kan også finde en undskyldning i regeringsskiftet. Man siger ganske vist, at regeringer kommer og går, men embedsmænd består, men det seneste ministerskifte var samtidig et skifte til en regering og en minister med en helt anden partifarve, så ministeriet skal have lidt tid til at høre og afkode den ny politiske chef. For at komplicere det yderligere gik sagen også fra et kontor i Justitsministeriet til et andet. Så der har været en del bump undervejs.

- Man kan hævde, at hvis ministeriet havde haft lidt mere tempo på undervejs, var den ny vagtlovsbekendtgørelse kommet for længst, hvorfor ministerskiftet var ligegyldigt, men formentlig havde resultatet ikke været så meget anderledes. Forsinkelsen synes nemlig blandt andet en række misforståelser omkring organiseringen af AMU-uddannelserne – hvor vagtuddannelsen ligger – og andre uddannelser, så uanset hvornår vagtlovsbekendtgørelsen havde været færdig til høring, havde den sandsynligvis været uden uddannelsesdelen. Uddannelsen er en meget vigtig del af revisionen – adskillige i branchen ville sælge alt andet for den reviderede uddannelse alene. Det er vigtigt for branchen, at den er med, og kontakter til Justitsministeriet har heldigvis vist stor beredvillighed til at mødes med branchen og drøfte vagtlovsbekendtgørelsen. Derfor er der håb om at få rettet op på misforståelserne. Det ville også være ærgerligt, hvis den brede enighed i arbejdsgruppen ikke slog tydeligere igennem i revisionen af vagtuddannelsen. Som nævnt var hele branchen og Rigspolitiet enig i anbefalingerne fra arbejdsgruppen, og med Rigspolitiets deltagelse var det næsten som at have ministeriet selv i lokalet. Nu ser vi frem til mødet med Justitsministeriet og krydser fingre for, at denne sunde fornuft får reddet revisionen på målstregen.