05-06-2010

Tetra-radioer succes for Politihjemmeværnet

Når over 7000 cyklister slippes af sted på de tre ruter Sjælsø Rundt 2010 kræver det minutiøs planlægning og sikker kommunikation for Politihjemmeværnskompagni Gentofte – Lyngby. Den interne radiokommunikation hos Politihjemmeværnet foregik på Tetra systemet "SINE", under cykelløbet Sjælsø Rundt søndag den 30. maj 2010.

For at holde en sikker kontakt til alle posterne på ruten, var det rigtige valg "SINE". Hjemmeværnets nuværende radiosystem er forældet og kunne ikke klare opgaven umiddelbart, derfor blev det nødvendigt at låne 20 Tetra-radio for at løse opgaven. Dækning og lydkvalitet var bedre end forventet, og alle meldinger gik sikkert igennem til kommandostationen der var oprettet ved DTU i Lyngby.
Præcis kl. 07.30 blev de første ryttere sendt af sted på dagens etaper. Forude ventede fra 28, 50 eller 125 km, alt efter hvilken etape man havde valgt at deltage på.
Politihjemmeværnskompagni Gentofte – Lyngby stillede med knap 90 medlemmer til regulering i de mange kryds der skal passeres på ruten. Opgaven er så stor at man må have assistance fra nabokompagnierne som i dette tilfælde kom fra tre distrikter nemlig Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, Hærhjemmeværnsdistrikt Storkøbenhavn og Hærhjemmeværnsdistrikt City.
De ca. 100 poster på den lange rute var, for næsten alles vedkommende, bemandet med en hjemmeværnskvinde/mand, mens nogle af krydsene kunne klares med en official fra Sjælsø Rundt. Det er vigtigt at intet går galt når der skal reguleres trafik, derfor kræver det også en meget stor forberedelse at være medarrangør i et sådant løb. Derfor har der også været holdt en lang række møder mellem arrangøren, den tidligere professionelle cykelrytter Jens Veggerby, og ledelsen i Politihjemmværnskompagni Gentofte – Lyngby.
Ligeledes har ruten været kørt igennem adskillige gange for at være sikker på at alt er som det skal være.
Politiet som også spiller en væsentlig rolle i et cykelløb af denne størrelse stillede med 16 motorcykler til at sørge for, at alt gik til som det skulle og eskorterede det første felt gennem landskabet. Deres opgave var også at stoppe modgående bilister og bede dem holde stille til feltet er passeret.
Politihjemmeværnets rolle i løbet var at regulere trafikken når hovedfeltet, der var under politi eskorte, skulle passere de mange kryds og rundkørsler på ruten. Selv om løbet starter tidligt er der meget trafik sådan en søndag morgen/formiddag. Der var dog ingen sure miner fra de mange bilister der blev forsinket nogle minutter. Og da feltet var givet frit nord for Birkerød blev de hurtigt delt i flere mindre felter. Det gjorde det muligt at lukke trafikken igennem mellem felterne.

Kilde: Informationsofficer, journalist Jan Carlsson


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk