08-06-2017

Ros af tyverialarmer fra Folketingets talerstol

- Det er altså en indbrudssikring der virker – at sætte tyverialarm op, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

- Det er altså en indbrudssikring der virker – at sætte tyverialarm op, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

Folketinget førstebehandlede i slutningen af maj et beslutningsforslag om at indføre krav til indbrudssikring af private hjem i Bygningsreglementet. Forslaget var stillet af Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF, og mens de øvrige partier i rød blok var åbne overfor forslaget, var regeringspartierne mere skeptiske. Til gengæld afslørede debatten en uventet begejstring for tyverialarmer hos transport-, bygnings- og boligministerens side.
Forslagets formål er at indføre krav til skalsikringen af de private hjem, så man ved nybyggeri og større ombygninger skal sikre tre minutters modstandstid ved indbrud. Det er en kendt og udbredt model for indbrudssikring, der har givet gode resultater i blandt andet Holland og England, men transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) er som ansvarlig minister for Bygningsreglementet ikke meget for forslaget. Han fremførte i debatten at indbrudssikring – både valget om at sikre og typen af sikring – skal være den enkelte danskers valg. Samtidig afslørede han sit eget valg:

”I mit private hjem har vi to gange haft indbrud, netop igennem vinduer med hasper. Og det er rigtigt, de er forholdsvis lette at bryde op, det kan vi konstatere, fordi det har de gjort. Men vi har tyverialarm,” fortalte ministeren fra folketingets talerstol.

Ministeren fortsatte med at fortælle, at hans private tyverialarm fungerer godt og at han tror på effekten tyverialarmer:

”Lige så snart de har brudt op og er gået ind i huset og har hørt alarmen bippe, så er de forsvundet igen. Og det er da selvfølgelig ærgerligt at skulle sætte nogle nye hasper på, men det er altså en indbrudssikring der virker – at sætte tyverialarm op.”

Ministeren sluttede af med at sige at andre familier også skal have mulighed for at vælge en tyverialarm til i stedet for skalsikring, og et senere indlæg i debatten afslørede at Preben Bang Henriksen, retsordfører for Venstre, har truffet samme valg i sin familie:

”Personligt havde jeg indbrud for et halvt år siden, og ganske ligesom hos ministeren blev udbyttet begrænset af en alarm,” fortalte retsordføreren.

Der er altså flere medlemmer af Folketinget, der er glade for deres alarm, men kan en alarm i det hele taget erstatte den skalsikring, oppositionen forsøger at få indført med beslutningsforslaget? Nej, siger SikkerhedsBranchens direktør, Kasper Skov-Mikkelsen:

”En alarm er et supplement til en anstændig skalsikring – ikke en erstatning. At installere en alarm på et typisk dansk usikret hjem er lige så effektivt som at smække den på en papkasse. Man skal simpelthen have begge dele med. Jeg er rigtig glad for at høre at alarmer har forkortet indbruddene hos de to politikere – den slags historier hører jeg heldigvis ofte – men det ville nu engang være endnu bedre at have holdt tyvene helt ude,” slutter han.

Beslutningsforslaget er nu sendt til behandling i Folketingets retsudvalg.

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk