17-12-2020

Politi og vagter samarbejder om at sikre fredelig jul på Vestegnen

Foto: Kim Matthai Leland.

Fra fredag 18. til tirsdag 29. december er der øget fokus på at sikre julefreden i Vestegnens kommuner, når Københavns Vestegns Politi i samarbejde med fem vagtfirmaer sætter gang i Operation Julefred.

Et julesamarbejde mellem politiet og fem vagtvirksomheder, Operation Julefred, skal forhindre tyverier og indbrud op til og under julen.

Københavns Vestegns Politi og vagtvirksomhederne G4S, Securitas, Vasik, Pro-Teck Sikkerhedssystemer og Verisure går i år målrettet efter at sikre julefreden ved at have øget fokus på tryghed i lokalområdet. Efter de nye nedlukninger af butikslivet, som blev varslet igår, bliver det nok især indbrud, der vil være i fokus.

- Hvis vagterne ser noget, viderebringer de den information til os, og vi vil så holde ekstra øje og være mere synlige i det pågældende område. Vi håber, at den form for samarbejde kan være med til at ned-bringe antallet af indbrud og forhindre kriminalitet, siger Søren Enemark, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.

- Vi holder særligt øje med det, som ikke ser ud som det plejer. Det kan for eksempel være, hvis der holder en bil med en udenlandsk nummerplade, hvor der normalt ikke holder biler, eller hvis en person ser ud til at opholde sig et sted, hvor det ikke har et ærinde, fortæller Jesper Markussen, der er afdelingschef i G4S.

Hos Københavns Vestegns Politi er man glad for samarbejdet.

- Det er vigtigt som myndighed, at vi kan samarbejde med lokale aktører, for det giver os ekstra øjne og ører, der kan fortælle os, hvis der sker noget, lyder det fra vicepolitiinspektør Søren Enemark, og Jesper Markussen fra G4S stemmer i:

- Operation Julefred giver rigtig god mening, fordi vi kan bidrage til politiets arbejde.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk