02-05-2017

Overvågning med GPS skal kunne straffes

Efter Se og Hør-skandalen vil strafferetseksperter skærpe straffen for grove krænkelser af privatlivet. Det skriver Metroxpress.
Det skal være strafbart, hvis personer uberettiget overvåger andre ved hjælp af en GPS eller andre apparater. Sådan lyder det fra Straffelovrådet, som har set på, hvordan privatlivet kan beskyttes bedre.

Udspillet kommer i kølvandet på Se og Hør-sagen. Her betalte bladet en person i Nets for oplysninger om kendtes brug af kreditkort. Også tilfælde af såkaldt hævnporno og andre krænkelser har de sagkyndige i Straffelovrådet kigget på.

Nu overvejer regeringen ændret lovgivning på området, lyder det mandag fra Justitsministeriet.

- I en moderne digital verden er det vigtigt, at straffelovens regler er tidssvarende og beskytter den enkeltes privatliv, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en pressemeddelelse.

Ifølge betænkningen skal det gøres strafbart at registrere en anden persons færden ved hjælp af et apparat. For eksempel kan det ske ved, at en GPS placeres i en persons bil, taske eller tøj.

Den slags er mere indgribende end traditionel skygning, mener de sagkyndige i rådet. En GPS-overvågning er så grov en handling, at den bør kunne straffes, lyder det.

Derudover bør straffen for spredning af private oplysninger og billeder forhøjes i de alvorlige tilfælde. Strafferammen kan forhøjes fra fængsel i seks måneder til to år, når der er tale om særligt skærpede omstændigheder.

Kilde: Metroxpress

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk