Fængselsbetjente er hårdere ramt end både soldater og politibetjente, når det handler om posttraumatiske belastningsreaktioner. Det fremgår af første del af VIVEs (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) omfattende rapport om PTSD, som udkom i foråret.

Nu udgiver de anden halvdel, der på næsten 200 sider går i dybden med udbredelsen af PTSD og de forebyggelsestiltag, der er tilgængelige i Kriminalforsorgen i dag. Rapporten bygger både på spørgeskema, som 1.393 fængselsbetjente har besvaret, fokusgruppe- og enkeltinterviews.

VIVEs undersøgelse fastslår, at 27 procent af fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente har symptomer på enten PTSD, depression, stress eller angst. 7,5 procent har en psykiatrisk diagnose for en belastningsreaktion, 13,5 procent opfylder diagnosekriterierne for PTSD, mens 5,4 procent har fået en diagnose for reaktion på svær belastning.

”I forbindelse med voldsomme hændelser de seneste år angiver omkring 20 procent af fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente, at de ’på intet tidspunkt’ at have deltaget i indsatserne,” står der i rapporten.

Gør indsatsen obligatorisk for både medarbejder og leder

De adspurgte kollegaer beskriver, hvordan gentagne voldsomme episoder er en udløsningsfaktor. Mere end halvdelen af Kriminalforsorgens ansatte har været udsat for fysisk vold i den tid, de har været ansat, mens en tredjedel har været udsat for trusler om vold i fritiden.

En anden udløsende faktor er manglende opbakning fra ledere efter en voldsom hændelse.

”I forbindelse med voldsomme hændelser de seneste år angiver omkring 20 procent af fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente, at de ’på intet tidspunkt’ at have deltaget i indsatserne,” står der i rapporten.

En af de barrierer, der fremhæves som hindring for en mere konsekvent indsats er, at ’lederopfølgninger efter voldsomme hændelser opleves som personafhængig og anvendes i varierende grad’.

På den baggrund bliver der oplistet forbedringsforslag fra de fængselsbetjente, værkmestre og transportbetjente, der har deltaget i VIVES interviews.

”Gør støtten obligatorisk: Frem for at det skal være op til den enkelte leder eller den ansatte at bede om at afholde for eksempel debriefinger, bør det ifølge fokusgrupperne og betjentene gøres obligatorisk i flere tilfælde end det er i dag,” siger én.

Betjentene efterspørger desuden et center eller cafétilbud, hvor ’fængselsveteraner,’ tidligere ansatte fængselsbetjente med fysiske og/eller psykiske skader, kan skabe netværk og snakke med ligeværdige.

Ovenstående er hentet fra Fængselsforbundets hjemmeside. Originalteksten kan læses her.