08-05-2018

Ny lov skal styrke it-sikkerheden i sundhedsvæsenet

Det er vigtigt, at sikkerhedsniveauet løbende tilpasses, så borgernes tillid til de nye og smartere løsninger i sundhedsvæsenet opretholdes, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Folketinget har vedtaget en ny lov, der skal styrke sundhedsvæsenets it-sikkerhed og sikre det mod hacker-angreb.

Fremover skal der være større fokus på it-sikkerhed, underretningspligt ved hackerangreb og et statsligt tilsyn med operatører af digitale løsninger i sundhedsvæsenet.

- Den teknologiske udvikling stiller konstant nye krav til it-sikkerheden i det danske sundhedsvæsen, som i stigende grad benytter digitale løsninger. Derfor skal sikkerhedsniveauet løbende tilpasses, så borgernes tillid til de nye og smartere løsninger i sundhedsvæsenet opretholdes, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Loven træder i kraft i overmorgen, den 10. maj 2018. I praksis vil det betyde, at Sundhedsdatastyrelsen fremover skal føre tilsyn med operatører, modtage underretninger og udstede påbud, hvis en operatør ikke overholder de nye sikkerhedskrav.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk